VOLVO COLLECTION 1:43

Volvo Samling fra forskellige mærker. Alle er i Skala 1:43
Klik på billedet for info om model og mærke.

 

 

 

Den første serieproducerede bil rullede ud fra samlebåndet den 14-4-1927. Bilen var en åben vogn med en 4 cylindret motor – heraf navnet ÖV4 (Öppen Vagn). Den lukkede model hed PV4 (Person Vagn). ÖV4 fik først et par år senere øgenavnet “Jakob”.

Den store succes fik Volvo efter 2. verdenskrig med personbilen PV444 der blev fremvist i september 1944. Prisen var fastsat til 4800 svenske kroner. På grund af krigen og mangel på råstoffer lige efter, kom produktionen først rigtig gang i februar 1947. Motoren i PV 444A – B4B – havde 40 HK (SAE). Modellen gennemgik små forandringer indtil 1958, hvor der til alles store forbløffelse blev fremvist en efterfølger – PV 544. Allerede 2 år inden havde man begyndt at producere en helt moderne vogn, Amazon. PV 544 havde samme form som PV 444, men med en større og udelt forrude. Modellen blev bygget helt frem til oktober 1965. I alt blev der samlet fremstillet 440000 eksemplarer af PV444 og PV544. Den sidste PV 544 med stelnummer 440000 står på Volvo’s museum.

Volvo Amazon – modelbetegnelse P120 – fik ligeledes stor afsætning med ca. 667.322 stk. og blev fremstillet fra 1956 til 1970.

Fra 1970 var Volvo koncernens stærke mand Pehr G. Gyllenhammar. Under Gyllenhammars ledelse blev der gennemført en række mere eller mindre vellykkede strategiske beslutninger. Volvo satsede blandt andet på diversificering med Volvo Fritid og Procordia. Man gik også ind i det hollandske DAF’s personbilsproduktion.

I 1977 mislykkedes en fusion af personbilsdelen med den anden svenske personbilsproducent, Saab. I 1980′erne indledtes et samarbejde med den franske Renaultkoncern, som fortsatte frem til, at Volvos afdeling for personbiler i 1999 blev købt af Ford Motor Company fra USA.

Gyllenhammars planer om at fusionere Volvos personbilsdivision med Renault mislykkedes, og Gyllenhammar blev tvunget til at forlade Volvos koncernledelse i 1993.

Volvo har en stor produktion af lastbiler til især det europæiske marked, men også de amerikanske og australske markeder serviceres, både direkte gennem Volvo, og gennem det opkøbte amerikanske firma White.

Volvo PV36 Caroca 1935 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1935 Volvo PV36 Caroca modelbil

1935 Volvo PV36 Caroca modelbil

Originale Data:
6 cylindret rækkemotor
3670 ccm 80 HK. (59KW)
3 Gear manuel.
Længde: 5000 mm
Bredde: 1620 mm
Højde: ? Vægt: 1660
Kg. Tank Volumen: ?
Topfart: 120 km/t

 

 

Måske for avantgardistisk.
Den nye bil blev præsenteret for offentligheden i 1935 under navnet PV36. Man ved ikke om navnet blev valgt for at vise, at man var mindst ét år forud for konkurrenterne, eller om det var en hentydning til slagvolumen. Den blev markedsført parallelt med de meget klassiske PV658 og PV 659, som også blev solgt som chassis uden karrosseri under betegnelsen PV656 og PV567. Denne dobbeltlancering blev endda fremhævet i Volvos reklamer, som svarede på kritikken således: “Volvo har skåret den gordiske knude over ved at sende både en bil i traditionel stil og en strømlinet bil på markedet. Ingen kan påstå, at Volvo ikke respekterer sine kunders ønsker.” Men som for sin amerikanske modparter DeSoto og Chrysler Airflow havde Volvo PV35 svært ved at overbevise samtiden, som var noget betænkelig ved bilens avantgardistiske stil. Det blev derfor besluttet kun at produceret et begrænset oplag på 500 eksemplarer, hvoraf det sidste endda først blev solgt efter 3 år, i 1938.

Et modebestemt navn.
Oprindelsen af tilnavnet “Carioca” som snart blev hæftet på PV36, er ukendt. På den tid var dansen carioca meget på mode. Den kom fra filmen “Flying Down to Rio” fra 1933, danset af den legendariske duo Fred Astaire og Ginger Rogers, og var en blanding af samba, maxixe, foxtrot, rumba og stepdans. Da bilen var i amerikansk stil og endda blev eksporteret helt til Brasilien, har visse iagttagere ment, at dette var grunden til navnet, men det forbliver stadig noget af et mysterium. Volvo PV36 blev konstrueret meget solidt. Karrosseriet var helt i stål med et stort soltag i kunstlæder. Dette karrosseri blev monteret på et chassis med stivere, der krydsede i midten. Foran var afstivningen særlig solid, idet de helt nye uafhængige forhjulsophæng hvilede herpå. Baghjulsophænget med bladfjedre var udrustet med en stabilisator, som væsentlig forbedrede bilens vejgreb. Interiøret var rummeligt som følge af karrosseriets specielle former, og både for- og bagsædet havde plads til 3 personer. Ingen anden Volvo på den tid kunne medtage så mange passagerer. Også instrumentbrættet og viserne var topmoderne. I 1930′erne blev Volvo opfattet som en alt for konventionel bilkonstruktør. Selv om ingen kunne sætte et spørgsmålstegn ved bilens kvalitet og pålidelighed, virkede karrosserierne efterhånden temmelig gammeldags. Det var på tide at støve firmaets image af. Volvo hyrede derfor Ivan Örnberg, en erfaren ingeniør, der længe havde arbejdet for Hupmobile i Detroit, USA. Han udviklede den nye bil alene og i dybeste hemmelighed til stor irritation for Assar Gabrielsson og Gustaf Larson. Örnberg viste ikke resultatet af sit arbejde for Volvos grundlæggere før det var helt afsluttet.

Aerodynamisk med klassisk chassis.
De blev imidlertid vist et køretøj der var forud for sin tid. En bil med en ren profil og en moderne teknologi. Den llignede meget de nye modeller fra Chrysler og DeSoto med deres aerodynamiske linjer. Visse detaljer mindede ganske forståeligt også om Hupmobile. Men trods sin topmoderne fremtoning bevarede den nye Volvo en traditionel struktur det et separat chassis.

——————————————————————————————————————————————————————————————————-

VOLVO PV51/52 1936-37 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1936 Volvo PV51/52 Modelbil

1936 Volvo PV51/52 Modelbil

Originale Data:
6 Cylindret Rækkemotor
3670 ccm 86 HK (63KW)
3 gear manual med overdrive som tilvalg
Længde: ?
Bredde:?
Højde:?
Vægt: 1490 kg
Tank Volumen:? T
Topfart: 120 km/t

En Volvo for alle.
I slutningen af 1936 præsenterede Volvo sin PV51, der skulle komplettere sortimentet nedefra. Den fulgte efter PV36, bedre kendt under navnet Carioca, og skulle logisk set havde heddet PV37. Men som noget af et reklametrick foretrak firmaet at benytte tallene 5-1 der på svensk – “femetta” – betyder “Fuldtræffer”. Det var nu endelig muligt for en middelklasse familie at få rå til en svensk bil. Selv om PV51 var af nyere dato end PV36 Cacioca, var dens design mere klassisk, måske for ikke at afskrække det nye klientel. Forlygterne var for eksempel ikke længere integreret i forskærmene. Til gengæld var reservehjulet som på PV36 placeret oven på bagagerumsklappen. På det tekniske område overtog PV51 principperne fra sin storesøster. Chassiset var fuldt svejset og forstærket, motoren lå foran i bilen og overførte sin kraft til baghjulene. Forgængerens uafhængige ophængte forhjul blev dog anset for at være en for dyr løsning, så Volvo valgte i stedet en stiv foraksel.

En moderne fabrikation
For første gang i Volvos historie blev karrosseriets elementer fabrikeret af pressede stålplader, hvilket tillod en mere automatiseret seriefremstilling og dermed lavere omkostninger. Denne fremgangsmåde var nødvendig for en masseproduktion, hvor en mere håndværksmæssig traditionelt fabrikation ikke længere var mulig.

Overkommelig, men spartansk.
For at holde prisen nede på et relativt lavt niveau, forkælede Volvo bestemt ikke sin nye model med flot udstyr. Eksempelvis var der kun en enkelt vinduesvisker, monteret foran chaufføren – som for øvrigt også var den eneste om bord i bilen, der kunne nyde godt af et armlæn i døren. Det centralt placerede instrumentbræt, som ifølge brochuren var inspireret af tidens flyvemaskiner, var dog mindre spartansk med adskillige kontrollys, hvilket var noget af en nyhed på den tid. Trods pæne salgstal måtte Volvo se kendsgerningerne i øjnene og tilbyde en bedre udrustet model. I 1937 lanceret firmaet derfor PV52, som i virkeligheden ikke var andet end en flottere PV51 med forbedret udstyr. Den fik som standart 2 vinduesviskere, to solskærme, armlæn i alle fire døre og en læselampe. Bagsædets ryglæn kunne foldes ned for at give adgang til bagagerummet indefra, og nye farver stod til rådighed for karrosseriet. I marts 1938 introduceredes en specialversion af både PV51 og PV52, hvor reservehjulet blev flyttet ind bag i bilen. Bagklappen blev samtidig modificeret for ikke at formindske pladsen i bagagerummet. Foruden de seriefremstillede modeller tilbød Volvo også versionerne PV51 ch kun bestående af undervognen, sådan som det ofte var sædvane på denne tid. Det var så muligt for kunden at bestille et karrosseri helt efter eget ønske. På den måde opstod forskellige nyttekøretøjer og elegante cabriolet’er med PV51 som basis. I efteråret 1938 blev PV51/PV52 så afløst af modellerne PV53-56 og med en ny, mere spids front og modificeret affjedring og styretøj.

———————————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO PV56 1938 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1938 Volvo PV56 Modelbil

1938 Volvo PV56 Modelbil

Originale Data:
6 cylindret rækkemotor.
3670 ccm 86 HK. (63 KW)
3 Gear manuel. Overdrive som tilvalg.
Længde: 4640 mm
Bredde: 1750 mm
Højde: 1700 mm
Vægt: 1480 Kg
Tank Volumen: 58L
Topfart: 130 Km/t

Som for PV51/52 var alle karroseriets elementer fremstillet af formpresset stålplader, hvilket tillod en mere automatiseret seriefabrikation. Det spidse forparti og de aflange forlygter gjorde disse nye modeller lette at identificere. En både æstetisk og praktisk detalje var kølerfiguren, som kunne benyttes som håndtag til at åbne motorhjelmen. På det tekniske område fik PV53-PV57 en front, der var forstærket af et transversalt rørelement som erstattede den foregående models formpressede stålstruktur, der var kompliceret at fremstille. Den centrale del af karroseriet var overtaget uændret fra forgængeren, mens bagpartiet kunne fås i to varianter med reservehjulet enten under et rundt dæksel i en flad bagsmæk, eller monteret inde i det noget større bagagerum, som så havde fået en hvælvet bagklap. Også forhjulsaffjedringen og styretøjet blev forbedret. Modellen var i det hele taget mere komfortabel, samtidig med at den var lettere at køre på dårlige veje. Stilen var tydelig inspireret af samtidige amerikanske biler, og som noget nyt blev lanceringen af den nye Volvo planlagt til efteråret. I et interview understregede Assar Gabrielsson, en af Volvos grundlæggere, betydningen af dette tiltag. “Lanceringen falder i dag sammen med amerikanernes. Indtil nu kom vi altid for sent, men vi har indhentet dem, og jeg er sikker på, at vi ender op med at opnå de samme gode resultater som med vores lastbiler.” Siden det år er det følgende års modeller altid blevet præsenteret om efteråret.

Benzinmotoren må opgives.
Da krigen kom, var det en prioritet for Volvo at fremstille køretøjer bestemt for det svenske forsvar. Produktionen af serien PV53-57 blev opretholdt. Imidlertid tvang begrænsningerne på olie og benzin Volvo til at udvikle en version der fungerede ved hjælp af en gasgenerator. Den modificerede motor udviklede 50 HK og fik typebetegnelsen ECG med G for “gengas” (Generatorgas). I 1938 fornyede Volvo sine basismodel PV51 og den lidt mere luksuriøse PV52. Et nyt team af ingeniører foretog en gennemgribende revision af den lille, populære bil, selv om den nye serie overtog de fleste af forgængerens struturer. Forenden fik nyt design, forskellige tekniske detaljer blev modificeret og interiøret blev mere komfortabelt. Også instrumentbrættet blev ændret. Denne videreudviklede serie blev logisk nok døbt PV53, 54, 55, 56 eller 57 alt efter udstyr. PV53 var basismodellen. PV54 havde et større bagagerum, men var ellers identisk med PV53. Denne logik blev gentaget med luksus versionerne, hvor PV55 havde et lille bagagerum og PV56 et stort. Disse varianter havde et større farvevalg og et mere bekvemt interiør end basisversionerne. Endelig var PV57 det nøgne chassis, der kunne benyttes til at skabe specialkarrosserier efter eget ønske eller til at omdanne bilen til et lille erhvervskøretøj.

———————————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO PV60 1946 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1946_volvo_pv60_modelbil

Originale Data:
6 Cylindret rækkemotor
3670 ccm 93,3 HK (68,6KW)
3 Gear manuel
Længde: 4725 mm
Bredde: 1800mm
Højde: 1690 mm
Vægt: 1430 Kg
Tank volumen: 50 l. Topfart: 130 Km/T

Ekspansion
Volvo fortsatte sin ekspansion i Sverige og de andre nordiske lande gennem 1930’erne. Årtiet havde været udbytterigt for Volvo, som endda havde sat en ny salgsrekord i 1937 med 6235 leverede køretøjer, en stigning på 52% i forhold til det foregående år. Firmaet så derfor tillidsfuldt fremtiden i møde og begyndte udviklingen af en ny model til erstatning for den snart forældede PV56. Man besluttede at skabe en større og mere rummelig bil efter amerikansk tilsnit, som det var moderne på den tid. Udviklingsafdelingen lod sig især inspirere af de samtidige Ford modeller. Lanceringen var planlagt til den 5. februar 1940, og man forudså en årlig produktion på ca. 5000 enheder. En variant af karrosseriet med to døre skulle følge efter i maj samme år. Man anslog, at denne coupé-version ville repræsentere omkring 20% af den samlede produktion. Imidlertid brød 2. Verdenskrig ud, og projektet blev afbrudt. I 1942 blev arbejdet på den nye Volvo startet op på ny, og fire prototyper så dagens lys. De havde stadig bagdøre der åbnede bagud, og visse detaljer, der mindede om Ford modellerne Mercury og Lincoln fra 1939. Den definitive version blev præsenteret i Stockholm i 1944 parallelt med den mere kompakte PV444. Man havde i mellemtiden ændret på bagdørene, så de åbnede i samme retning som fordørene, og forpartiet var nu mere inspireret af (ja, næsten kopieret fra) Pontiac 1939, kofangerne inklusive.

Allerede gammeldags fra starten.
Designet virkede derfor noget forældet allerede ved præsentationen i 1944. I denne periode omkring krigens afslutning var det vanskeligt at sætte noget som helst i gang, og produktionen startede derfor ikke før end i 1946, hvilket ikke ligefrem gjorde bilen yngre. Heldigvis hjalp det, at PV60 kunne opvise nogle tekniske nyskabelser, deriblandt en gearstang monteret på “amerikansk” vis direkte på ratstammen og individuelt ophængte forhjul.

Elegant og klassisk.
Den relativt gammeldags stil og deraf følgende store størrelse gjorde PV60 til en bil, der virkede både luksuriøs og mondæn. Det betød faktisk, at den solgte ret godt i det bedre borgerskab. Med et salgstal på mere end 3000 eksemplarer satte den “store Volvo” sit præg på samtiden, og de svenske køretøjers pålidelighed og gode smag begyndte at gøre indtryk på den velhavende kundekreds. Det er med biler af denne glimrende kvalitet, at mangt et mærke har skabt deres nuværende omdømme. Ingen videreudvikling af PV60.
I efterkrigstidens genopbygningsfase stod det klart for Volvos ledelse, at man burde prioritere en mere kompakt og økonomisk overkommelig model. For at overleve havde Volvo brug for en populær bil, som tillod en produktion i større skala, hvormed det var muligt at gøre store besparelser per fremstillet enhed. PV444 opfyldte alle disse krav. Versionen af PV60 med to døre, som man havde planlagt før krigen, så derfor aldrig dagens lys.

——————————————————————————————————————————————————————————————————–

VOLVO PV 444 1947 -Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1947 Volvo PV 444 Modelbil

1947 Volvo PV 444 Modelbil

Originale Data:
4 Cylindret rækkemotor
1414 ccm 42,6 HK (31,3 KW)
3 gear manuel
Længde: 4350 mm
Bredde: 1550 mm
Højde: 1350 V
ægt: 875 Kg
Tank Volumen: 35 l.
Topfart: 117 Km/t

Robust, komfortabel og populær.
Projektet til en ny bil blev lanceret i 1938 : PV444, en sedan i mellemklassen med en fircylindret rækkemotor og klassisk baghjulstræk. Bilen blev forevist under udstillingen i Stockholm i september 1944. Det var meningen at produktionen skulle være startet i 1945, men blev forsinket på grunde af strejker og mangel på råstoffer. I 1945 begyndte bilerne fra en forserie at rulle på de svenske veje for at finslibe konstruktionen, og testgruppen besøgte 76 Volvo forhandlere for at gøre reklame for modellen under sloganet “En svensk skønhed”. Det betød, at der var solgt 10.181 eksemplarer allerede før den første bil havde forladt samlebåndet i februar 1947. Den moderne Volvo var ret kompakt i sammenligning med mærkets tidligere modeller. Som sædvanligt hos Volvo havde bilen bare 3 gear. Det innovative karrosseri var selvbærende.

Sikkerheden i højsædet.
Volvo tænkte tidligt på sikkerheden i sine biler. Allerede tyve år før indførelsen af sikkerhedsnormer inden for svensk lovgivning havde firmaet udstyret sin PV444 med ruder i lamineret glas – en verdenspremiere for seriefremstillede biler! Og i 1959 indførte Volvo trepunktssikkerhedsseler som det første bilmærke i verden. Lamineret glas blev opfundet af Edouard Benedictus i 1903. Han forbedrede det i 1910 og tog patent på navnet Triplex. Det blev benyttet lidt efter lidt til bilruder. I stedet for at splintre i mange farlige stykker ved et sammenstød, holder materialet mellem glaslagene i lamineret glas sammen på glasskårene. I 1950 tilbød Volvo sine kunder en indretning kaldet Fixlight som valgfrit sikkerhedsudstyr. Det var en T-formet retningsangiver placeret på taget. Når bilens fører ønskede at dreje, blev et blåt lys tændt i midten af “taggøgen”, som den blev kaldt i folkemunde, og et orangefarvet lys blinkede til den ønskede side.

Den første stationcars fødsel.
Samme år skabte Volvo et chassis i ét stykke med robuste stolper (PV445) til brug for kunder, der ønskede specialtilpassede karrosserier. I 1951 stod firmaet med et lager af 1500 usolgte undervogne. For at blive af med dem udviklede Volvo en stationcar, der kunne benyttes som firmabil i ugens løb og som familiebil i weekenden, og som derfor blev kaldt Duett.

Endnu ikke klar til at gå på pension
I januar 1956 blev PV444 nummer 100.000 produceret. Da Volvo Amazon blev præsenteret samme år, troede alle, at den helt og holdent skulle erstatte den gamle model. Men i 1958 dukkede en videreudvikling op i form af PV544, og den solgte flot frem til 1965. I sportssammenhæng deltog PV444 i Monte Carlo-rallyet i 1949, og vandt endda europamesterskabet i 1958 med Gunnar Andersson ved rattet. Han gentog bedriften i 1963 med PV544.

———————————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO PV800 TAXI 1950 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1950 Volvo PV800 Taxi 1950

1950 Volvo PV800 Taxi 1950

Originale Data:
6 cylindret rækkemotor
3670 ccm
89 HK (65KW)
3 gear manuel
Længde: 5150 mm
Bredde: 1820 mm
Højde: 1861 mm
Vægt: 1750 Kg
Tank volumen: 60 l.
Topfart: ?

Taxierne moderniseres.
Mod midten af 1930′erne begyndte Volvos taxier at virke noget gammeldags i sammenligning med udenlandske og især amerikansk producerede taxibiler, og i 1938 blev to nye modeller præsenteret: PV801 med mellemrude og PV802 uden denne adskillelse mellem chaufføren og kunderne. Begge versioner havde 8 siddepladser – chaufføren og 7 passagerer  hvoraf de 3 på klapsæder foran bagsædet. Det var desuden muligt at få en version med længere akselafstande (3,55 m i stedet for 3,35 m). Karrosseriet var med sine afrundede kanter og sin V-formede køler tydeligt amerikansk inspireret. Varianten uden mellemrude kunne omdannes til en ambulance ved et smart trick. Ved at fjerne de to klapsæder til højre og folde ryglænet på bagsædet ned var der plads til en båre. Bagagerumsklappen var udformet på en måde, der tillod, at båren kunne skubbes ind i bilen bagfra. PV801 og PV802 kunne fås i en sort, mørkeblå eller kastanjebrun udførelse og havde varmeanlæg som standartudstyr.

Nyttig for hæren.
Under 2. Verdenskrig blev godt 200 eksemplarer bygget til militære formål. Denne model fik betegnelsen TPV (Tärrängpersonvagen m/43). Det terrængående køretøj var beregnet til persontransport og havde et forstærket, højtliggende chassis. Karrosseriet var en modificeret udgave af taxiens. Motoren kom fra PV800, mens de andre mekaniske elementer, som akslerne og den firtrins gearkasse, kom fra Volvo-lastbiler.

Fornyelse skal der til.
Efter krigen forekom PV800 noget forældet, selv om den på det tekniske område ikke lå langt efter konkurrenterne. Modellen gennemgik derfor en foryngelseskur, ved at den forreste del af karroseriet blev omarbejdet. Denne nye serie blev døbt PV820 og adskilte sig på det tekniske område fra førkrigsmodellen på sin lidt mere kraftfulde motor og sin gearstang, som var flyttet fra gulvet op på rattet, hvilket dels gav mere plads på forsædet, dels gjorde det lettere for chaufføren at skifte gear. Bilen kunne stadig fås i flere varianter – med eller uden mellemrude, med længere akselafstand eller som nøgent chassis. Denne mellemliggende serie var den mest sjældne af alle PV800′er med mindre end tusind producerede eksemplarer mellem 1947 og 1950. I 1950 præsenterede Volvo på sin serie PV830. Det var i bund og grund den samme bil, men moderniseret på ny. Denne gang var forpartiet tydeligt inspireret af modellens lillesøster. PV544. Den rustikke, men gennemprøvede sekscylindrede motor på 90 hk var overtaget fra forgængeren PV820, og samlet set var der ingen ændringer på det tekniske område. Fra 1953 kunne taxien fås med uafhængige forhjulsophæng.

Den sidste specifikke Taximodel.
Produktionen af PV800-serien, som i Sverige fik øgenavnet “Suggan” (Soen), sluttede i 1958 efter næsten 9000 eksemplarer. Siden da har Volvo ikke skabt specielle modeller beregnet til Taxikørsel, kun varianter af standartmodeller.

—————————————————————————————————————————————————————————————-

VOLVO PV445 1953 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1953 Volvo PV 445 Modelbil

1953 Volvo PV 445 Modelbil

Originale Data:
4 Cylindret rækkemotor
1414 ccm
42,6 HK (31,3KW)
3 gear manuel. L
ængde: 4400 mm
Bredde: 1600 mm
Højde: 1700 mm
Vægt: 1090 Kg
Tank Volumen: 35 l.
Topfart: 100 Km/t

Alsidig.
Som overalt i Europa var den svenske bilist ikke bare en ansat, der kørte på arbejde i sin bil, men også en håndværker eller en far, der tog familien med på ferie eller på weekend. Der var opstået et behov for fleksibilitet. Betegnelsen “Duett” blev hovedsageligt benyttet i Sverige og betød, at bilen kunne have en dobbelt anvendelse: til arbejde i ugens løb og til familieudflugter i weekenden. i 1940érne var det stadig almindeligt at købe et chassis fra en bilfabrikant og lade den uafhængige karrosserimager skabe resten af bilen alt efter kundens behov og smag. For at tilfredsstille dette behov fremstillede Volvo et separat chassis, hvor man kunne montere de mekaniske dele fra PV444. Denne bil havde nemlig fra starten et selvbærende karrosseri.

Lanceringen af Duett faldt sammen med den øgede produktion af sedanen PV444. Den nye stationcars store salgssucces gjorde det svært for firmaet at følge med bestillingerne, og leveringstiderne blev længere og længere. Fabrikken i Olufsröm i Blekinge var efterhånden alt for lille til at følge med efterspørgslen, og Volvo lejede produktions faciliteter i det nærliggende Karlshamn for at forøge kapaciteten. Det viste sig dog ikke at være særlig praktisk. Karrosseridelene blev presset i Olufström for derpå at blive transporteret til Karlshamn – hvor chassiserne blev fabrikeret – for at blive monteret. De samlede enheder blev til slut send til Göteborg for den endelige montage. Fra 1961 fandt den samlede produktion igen sted i Olufström. Den tekniske udvikling af PV445 fulgte i hælene på udviklingen af først PV444 og derpå PV544. I 1960 overtog Duett forenden af PV544 og dens interne kode blev ændret til PV210, selv om mange kunder og fans af Duett kaldte den PV545 for at følge logikken fra den første model.

Forskellige Modelbiler af Duett fra forskelige årgange og fabrikater.

1955 Volvo PV445 Polis modelbil

1955 Volvo PV445 Polis modelbil Premium X

1956 Volvo 445 Duett 1956 Modelbil

1956 Volvo 445 Duett 1956 Modelbil NEO

1956 Volvo 445 Duett polis modelbil

1956 Volvo 445 Duett polis modelbil NEO

1956 Volvo Duett van

Volvo PV445 1956 Modelbil Troféu “Illums Bolighus”

1956 Volvo Duett

Volvo PV445 Duett 1956 Modelbil Troféu “De Danske Spritfabrikker”

 

 

 

 

 

 

 

 

I første omgang gik salget strygende både i Sverige og i udlandet. Hvert chassis blev leveret komplet sammen med den forreste del af karrosseriet indtil instrumentbrættet, dog uden forrude. Køretøjet blev derpå færdigproduceret som pickup, varevogn, stationcar eller endda cabriolet hos en af de mange svenske karrosseribyggere. Grundet den store efterspørgsel forøgede Volvo produktionen, men karrosserimagerne kunne ikke følge med strømmen af bestillinger, og Volvo stod pludselig med 1500 nøgne PV445-chassiser. For at få bugt med denne pukkel af chassiser og samtidig imødekomme efterspørgselen besluttede Volvo i 1952 at studere mulighederne for selv at fremstille karrosseriet til en familie stationcar. Resultatet var Volvo PV445 Duett, som blev præsenteret for offentligheden i midten af 1953. En lille varevogn uden bagsæder eller sideruder bagtil så dagens lys mod slutningen af samme år

 

 

2 stks. Volvo PV210 som i folkemunde stadig blev kaldt PV545

1962 Volvo PV210 VAN Modelbil

1962 Volvo PV210 VAN Modelbil fra Premium X 1:43

1962 Volvo PV210 BPVAN Modelbil

1962 Volvo PV210 BP VAN Modelbil fra Premium X 1:43

 

 

 

 

 

 

 

 

—————————————————————————————————————————————————————

VOLVO AMAZON 120 1956 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1956 Volvo 120 Amazon Modelbil

1956 Volvo 120 Amazon Modelbil

Originale Data:
4 Cylindret rækkemotor.
1583 ccm
67 HK (49,2 KW)
3 eller 4 gear manuel
Længde: 4450 mm.
Bredde: 1613 mm.
Højde: 1504 mm.
Vægt: 1020 Kg.
Tank Volumen: 45 l.
Topfart: 161 km/t

 Starten på den moderne tidsalder.
Efter PV444’s store succes havde Volvo grundlaget i orden for at se fremtiden i møde. Det var på tide at gå fremad og træde ind i den moderne tidsalder. Verdensøkonomien var på det tidspunkt i fuld udvikling. I begyndelsen af 1950’erne havde Volvo flere projekter igang med idéer til nye biler, deriblandt den berømte Philip, som er udstillet på Volvo-museet i Göteborg. Modellen var tydelig inspireret af datidens amerikanske biler og blev udrustet med en V8-motor. Men bilen ville blive for dyr i produktion, og bortset fra prototypen så den aldrig dagens lys. Intet af koncepterne syntes dog at være det rette, og firmaets øverste ledelse bad Jan Wilsgaard, den ansvarlige for design og chef for Volvos udviklingsafdeling, om at udvide projekt 1200 (Den foregående model PV444 havde internt haft kodenavnet 1100) I specifikationerne hed det, at bilen skulle være parat til produktion i 1956 og skulle kunne “sammenlignes med en lille Mercedes-Benz eller en Opel Kapitän, men have samme opbygning af undervogn som PV444.

Sikkerhed som standardudstyr.
I august 1958 introducerede Volvo et revolutionerende element, der blev standardudstyr i alle 1959-versionerne af Amazon: Sikkerhedsselen. Men dette store fremskridt inden for bilsikkerheden fik en blandet modtagelse, for mange var dengang ikke meget for, at reklamerne satte fokus på bilulykker. Volvo formåede imidlertid at fremhæve sikkerheds aspektet på en positiv måde og gøre det til sit varemærke.

1959 Volvo Amazon Modelbil

1959 Volvo 121 Amazon  Modelbil fra Minichamps

Det var også i 1958, at Volvo introducerede en kraftigere motor, B16B, som overførte sine 85 hestekræfter via en 4-trins gearkasse. Udrustet hermed fik Amazon betegnelsen 122S eller 122 Sport. Det svenske politi købte 11 eksemplarer, hvilket var en glimrende reklame for firmaet. Mange husker disse politibiler suse afsted på jagt efter forbrydere eller fartsyndere på de svenske landeveje. Det var med denne nye tjenestebil, at de svenske sort-hvide politibiler med teksten POLIS i store bogstaver på siderne blev født.
Takket være Amazonens store salgs succes blev Volvo nødt til at omorganisere produktionen, da fabrikken i Göteborg ikke havde tilstrækkelig kapacitet. i 1963 blev en ny fabrik åbnet i den canadiske havneby Halifax, som havde glimrende skibs forbindelser med Göteborg, og som samtidig havde en strategisk god beliggenhed for et fremstød i Nordamerika. To år senere åbnede Volvo også en fabrik i den belgiske by Gent, hvor der årligt blev produceret 14000 køretøjer. Men også inden for Sveriges grænser sketer der en udvikling i produktionsforholdene, da Torslandaverken blev indviet i 1964 i Sörredsdalen, bare 7 km fra Volvos gamle fabrik. Den årlige kapacitet blev anslået til 110.000 biler.

VOLVO AMAZON P130 1961 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1961 Volvo P130 Amazon modelbil

1961 Volvo P130 Amazon modelbil

Originale Data:
4 cylindret rækkemotor
1583 ccm
67 HK (49,2 KW)
3 eller 4 gear manuel
Længde: 4450 mm.
Bredde: 1613 mm.
Højde: 1504 mm.
Vægt: 1020 Kg.
Tank Volumen: 45 l.
Topfart: 161 km/t

En vellykket bil.
Ved lanceringen i 1957 blev Volvo Amazon præsenteret som 4-dørs sedan. Nogle problemer på de første leverede modeller blev hurtigt læst, og kvaliteten øgedes kontinuerligt. I 1961 var bilen virkelig fuldendt. Volvo havde nu endelig en 2-dørs model af Amazon, som det længe havde været ønsket på de nordiske markeder, hvor det blev anset for at være mere sikkert ikke at have bagdøre, som børnene kunne stige ud af uden overvågning. 2-dørs versionen af Amazon blev lanceret i 1961 og udelukkende solgt på det skandinaviske marked. I disse lande var det basis modellen, idet den var billigere end 4-dørs versionen. Der blev dog hurtigt vist interesse for denne variant i andre lande, hvor dens to døre og skrå bagrude gav den en karakter af sportslig coupé. I USA blev modellen til og med udstyret med den kraftigere motor fra Amazon 122S.

1966 Volvo 121 Amazon

1966 Volvo 121 Amazon Modelbil fra Minichamps

1966 Volvo 121 Amazon herregårdsvogn Modelbil

1966 Volvo 121 Amazon herregårdsvogn Modelbil fra Minichamps

For at gøre Amazon-familien endnu mere attraktiv præsenterede Volvo i 1967 en sproty 2-dørs version, nemlig 123GT (eller 120GT på visse markeder). Den var et interessant alternativ til coupéen P1800, som var dyrere, men langt mindre rummelig. Denne GT-model adskilte sig tydeligt fra resten af serien, idet den var forsynet med samme 96HK stærke motor som P1800. Også udrustningen var mere omfattende og indbefattede for eksempel to ydre bakspejle, bagagerumsbelysning og – som noget sjældent – belysning af motorrummet. Amazon-serien gennemgik med tiden adskillige revisioner, og for modelåret 1968 blev især 123 GT opgraderet på flere områder. Den blev udrustet med B20B-motoren på 115 HK, sæderne kunne nu justeres i lænden, dørlåsene blev gjort mere modstandsdygtige, og bilen kunne fås i en række nye og mere levende farver. 120-serien nød også godt af forbedringer overtaget fra Volvo 140, deriblandt dobbelt bremsekredsløb og deformerbar ratstamme.
Produktionen af den 4-dørs model stoppede i december 1967, og i 1969 så den sidste Amazon stationcar dagens lys, begge definitivt afløst af Volvo 144/145.
Versionen med to døre holdt ud indtil sommeren 1970, da den allersidste Amazon rullede af samlebåndet ved fabrikkens årlige sommerlukning. Denne bil med chassis nummeret 667.323 kan ses på Volvo-museet i Göteborg. I alt blev der fremstillet flere 2-dørs Amazoner (359.918 eksemplarer) end de to andre varianter tilsammen (234.209 4-dørs og 71.196 Stationcars).

Et køretøj til politiet
Volvo Amazon var en meget populær bil hos politiet rundt om i verden, men selvfølgelig først og fremmest i Sverige, hvor over 750 eksemplarer var i brug. De forekom i alle mulige varianter, deriblandt de motorstærke sportsversioner. I Peru havd politiet mere end 50 Volvo Amazon til deres rådighed, og også de danske, norske, schweiziske og græske politi samt patruljer i CHile og Nigeria kørte rundt i disse biler.

VOLVO AMAZON 121S Polis 1964 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

volvo-amazon-121-s-polis-1964-modelbil

Volvo Amazon 121S Polis 1964

Originale Data:
4 Cylindret rækkemotor.
1779 ccm
87 HK (64KW)
4 gear manuel
Længde: 4450 mm.
Bredde: 1633 mm.
Højde: 1470 mm.
Vægt: 1180Kg.
Tank Volumen: 45 l.
Topfart: 150 km/t
Kort efter lanceringen af Amazon valgte det svenske politi modellen som tjenestebil. Den havde langt bedre præstationer og mere plads end PV544, som også blev anvendt af politiet. Samtidig kunne den afløse de biler af udenlandsk fabrikat, der var ved at være for gamle. Duetten, P210, forblev også en integreret del af politiets bilpark, men blev for det meste anvendt til transport opgaver især i sin version uden sideruder bagtil, hvilket garanterede en vis diskretion.

1966 Volvo 121 Polis Modelbil

1966 Volvo Amazon 121 Polis Modelbil fra Minichamps

1963_volvo_amazon__convertible_modelbil

Volvo Amazon Cabriolet 1963 Modelbil

 

 

 

 

 

 

 

————————————————————————————————————————————————————————————–

VOLVO P1900 1956 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1956 Volvo P1900 Modelbil

1956 Volvo P1900 Modelbil

Originale Data:
4 cylindret rækkemotor
1414 ccm
70 HK (51KW)
3 gear manuel.
Længde: 4220 mm
Bredde: 1570 mm
Højde: 1390 mm
Vægt: 920 Kg
Tank volumen 55 L
Topfart: 175 Km/t

En lille svensk Corvette.
Den amerikanske bilproducent Chevrolet præsenterede i 1953 en ny model med sportslige linjer: Corvette. Denne roadster havde et helt nyt karrosseri i glasfiberforstærket kunststof. Succesen var øjeblikkelig. Asser Gabrielsson, som endnu var direktør for Volvo, opdagede bilen under en rejse til USA. Det amerikanske marked virkede på det tidspunkt yderst lovende, så Gabrielsson tænkte, at en noget mere sportslig model, som på samme tid kompletterede og fremmede det eksisterende Volvo-sortiment, kunne få succes derovre. Han bad derfor det amerikanske firma Glasspar i Santa Ana, Californien, om at udvikle et sportsvognskarrosseri efter Corvettes forbillede.

Hurtigt forslag.
Glasspar tog bolden op og udviklede i løbet af kort tid planerne til en Coupé og en roadster. Assar Gabrielsson befandt sig stadig i USA og kunne derfor tage tilbage til Californien og studere forslagene nærmere. Han fik starks planerne sendt til Sverige med ordre om at udforme et chassis med et størst muligt antal elementer fra PV444.

Ingen begejstring internt.
Da Assar Gabrielsson vendte tilbage til Sverige, var chassiset til den nye model færdigkonstrueret. Strukturen var af forstærket stål, og man planlagde at benytte den helt nye B14A-motor med dobbelt karburator, udviklet til brug i PV544 Sport. Selvom Volvos ingeniører havde finjusteret det amerikanske projekt og modificeret det efter deres egen overbevisning, var de langt fra glade for denne nye plastik bil.
De første karrosserier ankom fra USA, og Volvo Sport blev præsenteret med fanfare den 2. juni 1954 i Torslanda lufthavn. Det blev meddelt, at modellen først og fremmest var beregnet til eksport, og at man forudså en første serie på 300 eksemplarer.

Modifikationer før produktionen.
De første prototyper var udrustet med en aftagelig hardtop og sideruder, der ikke kunne rulles helt ned i dørene. I 1956 blev modellen vist på biludstillingen i Bruxelles, og tiden derefter gennemgik prototyperne en lang række test i Sverige. Resultatet heraf var, at bilen blev yderligere modificeret, og produktionen startede først i foråret 1956. Den endelige version af Volvo Sport, som officielt blev døbt P1900, var bl.a. udstyret med en kaleche og ruder, der kunne rulles helt ned.

I 1956 blev der kun fremstillet 44 biler – efterspørgelsen var lav, selv om P1900 også blev markedsført i Sverige. Modellen fik ikke større succes i 1957, og produktionen blev stoppet efter blot 23  eksemplarer, så det samlede antal nåede op på blot 67 plus de 5 prototyper samt en enkelt bil, der senere blev flikket sammen af tiloversblevne dele.

Forkortet karriere.
Gunnar Engellau, som i 1956 havde overtaget firmaledelsen fra Gabrielsson, lånte en Volvo Sport i en forlænget weekend for at se, hvad der kunne gøres for at fremme salget. Han vendte meget skuffet, ja nærmest forfærdet tilbage. Han fandt, at bilen overhovedet ikke kunne leve op til den høje kvalitetsstandart, mærket var kendt for. Han skulle endda havde sagt: “Jeg troede, at bilen ville gå i stykker under kørslen.” Engellau satte straks en stopper for projektet, og den sidste Volvo Sport P1900 rullede ud fra fabrikken den 21. maj 1957.

————————————————————————————————————————————————————————————–

VOLVO PV544 1958 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1958 Volvo PV 544 Modelbil

1958 Volvo PV 544 Modelbil

Originale Data:
4 Cyllindret rækkemotor
1583 ccm
60 hk (44KW)
3 gear manuel.
Længde: 4360 mm
Bredde: 1580 mm
Højde: 1350 mm
Vægt: 950 Kg
Tank volumen 35 L
Topfart: 137 Km/t

I 1958, to år efter lanceringen af Volvo Amazon, havde denne endnu ikke helt erstattet den gode, gamle PV444, hvilket mange ellers havde regnet med. Men hvor længe vil den gamle model forblive på markedet? Ingen kunne benægte, at PV444 stadig havde stor succes på trods af sin alder. Så i stedet for at sende den på pension besluttede Volvo derfor at foretage en grundlæggende modifikation af modellen. Den 25 august det år præsenterede Volvo til alles overraskelse sin PV544, som for de fleste egentlig bare var en videreudvikling af PV444.
En helt ny bil, men det var ikke lige til at se. For at reducere omkostningerne var modifikationerne diskrete, men alligevel reelle. PV444 havde allerede gennemgået en udvikling gennem sin levetid, specielt de modeller, der var tiltænkt det amerikanske marked. Denne gang blev ændringerne noget mere iøjnefaldende, og blandt andet blev de store mangler med hensyn til udsynet og interiøret rettet, foruden at den relativt svage motor blev gjort stærkere.

1965 Volvo PV544

1965 Volvo PV544 Modelbil fra Altaya

Den nye PV544 var let genkendelig på den hvælvede forrude i ét stykke, der var 22% større end den todelte forrude på PV444. Desuden var stolperne mellem forruden og sideruderne gjort tyndere, og også bagruden var vokset med 19%. Baglygterne var større end på forgængeren og lette at se for medtrafikanterne, men nok ikke så elegante. Forrudevaskere blev standardudstyr. Også bilens indre havde fået en ansigtsløftning, hvorved der var blevet plads til tre personer på bagsædet. Det store polstrede instrumentbræt var tydeligt inspireret af Volvo Amazon.

Fra starten blev PV544 tilbudt i en komplet serie med hensyn til udstyr og motorisering. Standardudgaven, som blev forsynet med en B16A motor på 60HK og en 3 trins gearkasse, kostede det samme i Sverige som den gamle PV444. Specialversionen var tættere på eksportmodellerne med en mere komplet udrustning som to solskærme, en cigartænder og et flottere interiør, foruden at sideruderne ved bagsædet kunne åbnes. Den store nyhed i Sverige og de andre europæiske lande var introduktionen af en sportsmodel udrustet med en B16B motor på 85HK og en 4 trins gearkasse. Indtil da havde denne motorisering næsten udelukkende været forbeholdt det amerikanske marked.
Volvo PV544 gennemgik ingen større ændringer indtil 1960. Gearkassens trin blev nu alle synkroniseret, sæderne fik en ny udformning for at give bedre sidestøtte, og dørpanelerne blev forenklet. Årgang 1962 blev forsynet med den helt nye 1800 ccm store B18-motor med fem krumtap lejer fra Coupéen P1800. Det elektriske system skiftede samtidig spænding fra 6 til 12 volt. Et emblem med påskriften B18 i rødt dukkede op på det nye forfinede kølergitter.
Smuk karriere for en pige fra norden.
Volvo Pv544 blev fremstillet i 243.996 eksemplarer, altså flere end antallet af PV444´er, som den i manges øjne jo blot var en videreudvikling af. Den samlede produktion af disse ikoniske Volvo modeller var præcis 440.000 styk. Fabrikationen af PV544 sluttede den 20. oktober 1965 kort efter 21-års dagen for præsentationen af den første PV444-prototype – svarende til myndigheds alderen på den tid. Det var noget af en bedrift, især da modellen gennem 10 år blev produceret parraelt med Amazonen, som jo egentlig havde været tænkt som dens afløser.

—————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO P1800 1961 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1961 Volvo P1800 Modelbil

1961 Volvo P1800 Modelbil

Originale Data:
4 Cyllindret rækkemotor
1778 ccm
97,3 hk (71,6KW)
4 gear manuel.
Længde: 4400 mm
Bredde: 1700 mm
Højde: 1280 mm
Vægt: 1070 Kg
Tank volumen 45 L
Topfart: 172 Km/t

En sportsvogn med et international Kald.
Efter mærkets kraftige vækst med modellerne PV og Amazon kunne Volvo tillade sig lidt fantasi. Det var på tide at udvikle en model, der satte sindene i bevægelse, og som gav en mere legende tone til svenske bilsortiment. I 1957 gik Volvo i gang med at lave et udkast til en ny sportsvogn. Virksomhedens ledelse besluttede at skabe en lille sportslig Coupé, som skulle kunne klare sig godt på eksportmarkedet både i Europa og i USA. Volvo valgte at konsultere Helmer Petterson, som allerede havde bidraget til udviklingen af PV444. Det faldt så heldig ud, at hans søn Pelle Petterson netop på det tidspunkt var i praktik hos bildesigneren Frua i Torino. Han fik nu opgaven at tegne Volvos sportsvogn, hvorpå Carrozzeria Pietro Frua byggede tre prototyper. En af disse prototyper blev kørt til Osnabrück i Tyskland og fremvist for karrosseribyggeren Karmann for at undersøge mulighederne for en fabrikation af den nye model. Karmann iværksatte de indledende faser i produktionsprocessen med en lancering i slutningen af 1958 for øje, men Volkswagen, som var Karmanns bedste kunde, forbød firmaet at fortsætte samarbejdet med Volvo.

En svensker hos englænderne.
Volvo ledte forgæves efter et andet sted, hvor fabrikationen kunne sættes i gang,  og begyndte at tvivle på projektets gennemførlighed. Helmer Petterson troede imidlertid fuldt og fast på sportsvognen og søgte finansielle midler for at lancere en uafhængig produktion ved at købe komponenterne direkte hos Volvo. Men en læk til pressen gjorde på det tidspunkt projektet kendt i den svenske offentlighed, hvilket nærmest tvang Volvo til at forny sine bestræbelser på at fabrikere modellen. I Januar 1960 blev den anden prototype af Volvo P1800 præsenteret på biludstillingen i Bruxelles, og i den forbindelse hermed blev der underskrevet en produktions aftale på 10.000 biler med den engelske bilkonstruktør Jensen. Den første P1800 rullede ud af Jensens fabrik i West Bromwich i september 1960. De første 250 eksemplarer af P1800 blev sendt til Göteborg for at Volvo kunne kontrollere kvaliteten af produktionen. Desværre viste det sig, at Jensens kvalitetskontrol ikke var den bedste, og kontrakten blev endt efter 6000 enheder. Som følge af åbningen af de nye fabriksfaciliteter i Torslanda i 1963, havde Volvo selv kapacitet til at fabrikere modellen. I august 1963 begyndte produktionen af årgang 1964 derfor indenfor landets grænser, og modelbetegnelsen blev ændret til P1800S, hvor “S” står for “Sverige”.

1969 Volvo P1800 S Coupe

1969 Volvo P1800S Modelbil fra Minichamps 1:43

Volvo P1800 fik sin fjernsyns debut i begyndelsen af 60´erne i Tv-serien “Helgenen” med Roger Moore i hovedrollen. Denne series popularitet medvirkede i høj grad til den lille svenske coupés kultstatus og havde en yderst gavnlig indflydelse på salgstallene. Producenterne havde egentlig ønsket, at “Helgenen”, Simon Templar, skulle køre rundt i en Jaguar E-Type, men det britiske firma kunne ikke levere en bil med så kort varsel. I stedet fik Roger Moore idéen til at benytte en Volvo P1800, og bare fem dage efter stod den så snart så kendte hvide sportsvogn hos Associated Televison.

VOLVO P1800 Convertible 1965 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

volvo-p1800-c-1965

Volvo P1800 Convertible 1965

Volvo Sport som blev præsenteret i 1954, var en ny lille roadster med karrosseri i glasfiber. Bilen blev markedsført under navnet Volvo P1900. Desværre var der problemer med kvaliteten og fabrikation, og den forventede succes udeblev. Den svenske bilfabrikant lod sig dog ikke slå ud af denne dårlige erfaring og vendte tilbage til tegnebrættet. Denne gang var projektet mere gennemtænkt. I stedet for roadster-konceptet foretrak man en coupé, og strukturen var mere traditionel med et selvbærende karrosseri i metal. På trods af en vis efterspørgsel fra amerikanerne var Volvo imidlertid bange for at gentage floppet med P1900 og udviklede ikke en åben variant. Visse Volvo forhandlere var temmelig frustreret over ikke at kunne tilbyde en bil af denne type for deres kunder, der var på udkig efter en chik europæisk model til kørsel under åben himmel.

For at afhjælpe denne mangel besluttede forhandleren Volvoville på Long Island i staten New York at transformere en P1800 til en cabriolet. Den blev præsenteret i 1965, og der var general enighed om, hvor elegant denne version var. Coupéens linjer var faktisk tegnet så en fjernelse af taget ikke gik ud over silhuetten, snarere tværtimod. Man kunne næsten tro at idéen om en cabriolet var til stede, da modellen blev udviklet. Da først taget var skåret væk, gik Volvoville i gang med at forstærke strukturen og montere en blød kaleche med en bagrude af gennemsigtig plastik. Det officielle navn for cabriolet-versionen af Volvo P1800 er egentlig P1800 Convertible på grund af dens amerikanske herkomst. I Europa vil man snarre kalde den en roadster, for bagsæderne var tildækkede eller helt fjernet til fordel for den sammenfoldede kaleche, som altså ikke formede en uskøn pølse over karrosseri linjen. Med betegnelsen cabriolet menes jo en åben bil med 4 sæder. Volvovilles transformation af P1800 gjorde den væsentlig dyrere end coupéen. Produktionen var da også yderst begrænset, og mindre end 30 biler menes at være omformet på denne måde.
—————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO 144 1966 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1966 Volvo 144 Modelbil

1966 Volvo 144 Modelbil

Originale Data:
4 Cyllindret rækkemotor
1782 ccm
104,4 hk (76,8KW)
4 gear manuel.
Længde: 4650 mm
Bredde: 1727 mm
Højde: 1448 mm
Vægt: 1170 Kg
Tank volumen 58 L
Topfart: 165 Km/t

Udvikling eller ny model?
I 1960, fire år efter lanceringen af Amazon, er det på tide for Volvos ledelse at tænke på fremtiden og udvikle en ny model som afløser for den gamle. Det bliver besluttet at arbejde videre på den tekniske basis, der gjorde Amazon til en stor succes. For at lette fabrikationen bliver designere bedt om at udtænke tre karrosserivarianter fra begyndelsen: En firdørs sedan, en 2-dørs sedan og en stationcar med 5 døre. Den nye model bør desuden være rummelig. Forskningsafdelingen fremlægger flere projekter, og til alles overraskelse vælger ledelsen det mest avanceret. Jan Wilsgaard, den ansvarlige for design, og hans team begynder imidlertid at tvivle på, om bilens rette og rene linjer nu også er det helt rigtige. For at blive bekræftet i sit valg sender ledelsen i maj 1962 projektet til de Italienske karrosserimagere Ghia og Frua og beder dem at komme med forslag til eventuelle modifikationer. Heldigvis mener de italienske eksperte ikke, at det er nødvendigt at ændre stilen, og Volvos egne designere kan fortsætte deres udviklingsarbejde. Fremtiden giver dem ret: Den grundlæggende tegning bliver basis for ikke bare Volvo 144, men også for den efterfølgende serie 240, som er i produktion indtil 1993. Altså mere end 30 års succes.

I begyndelsen af 1964 er det definitive design af de 4-dørs og 2-dørs sedaner fastlagt. Man mangler kun at skabe stationcar versionen. Designerne forslår et meget futuristisk bagparti med store glasflader. Dog er det Finans afdelingen, der får det sidste ord, og for at reducere omkostningerne kræver ledelsen at benytte de samme sidedøre bagtil som på den 4 dørs sedan. Volvo 145 og også de senere stationcars modeller 245 og 265 får derfor alle dette noget mærkelige stilbrud mellem ruderne i den bagerste sidedør og lastrummets sideruder, idet overkanten af bagdørerne hælder en smule nedad som på sedanen.

1972 Volvo 144. Modelbil

1972 Volvo 144 Automatic. Modelbil fra IXO 1:43

Ved lanceringen i august råder Volvo 144 over: -Fire skivebremser som standard, en ekstra skive med et separat bremsekredsløb til håndbremsen. I tilfælde af et frontalt sammenstød er ratstammen designet til at kollapse og rattet til at deformeres for at undgå skader på chaufføren. -Ny trepunkts-sikkerhedsseler som standard- Sikkerhedskabine.-Dobbelt varmesystem.

I 1967 kommer der så et automatgear som tilvalg. Nye sæder med integrerede nakkestøtter dukker op i 1970, et nyt kølergitter i 1971 og store kofangere i 1974. Disse og mange andre modifikationer gør, at hver årgang af modellen adskiller sig fra de andre, hvilket er til stor glæde for vore dages samlere. I 1974 viger produktionen af serie 140 til fordel for serie 240. På det tidspunkt er der fremstillet 523.808 eksemplarer af Volvo 144, hvortil skal lægges mere end 681.000 enheder af modellerne 145 (Stationcars) og 142 (2-dørs sedan).

VOLVO 142 1967 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1967 Volvo 142 Modelbil

1967 Volvo 142 Modelbil

 

Volvo 144 fik en stor kommerciel succes meget hurtigt efter sin lancering i 1966. Det var fra starten forudset at lade den nye model få følgeskab af en 2-dørs version og en stationcar, og allerede juni året efter præsenterede Volvo sin variant uden bagdøre, 142 S. Den havde samme motor som sportsversionen af 144, men var 40 kg lettere og kostede 700 svenske kroner mindre. Den nye variant kom på eksportmarkedet samme efterår. Volvo modtog så mange bestillinger på 140-serien, at leveringstiden på et tidspunkt steg til otte måneder!

Flere varianter.
Mod slutningen af 1967 kunne Volvo 142 også fås med den mindre kraftige B18A-motor. På trods af den højere pris blev hele 40% af 140 modellerne dog solgt som sportsvarianter med den stærkere B18B-motor. På samme tid fik bilerne nye vinduesviskere, en bedre udstødning og en bekvemmere sæde polstring. I marts 1968 præsenteredes så endelig seriens stationcar, Volvo 145. Modelrækken var nu komplet, men Volvo fortsatte med at forbedre den.

1968 Volvo 145 Modelbil

1968 Volvo 145 Modelbil

Volvo 145 blev i starten markedsført med en store 1,8 liter store B18A-motor og dens stærkere bror B18B. Fra 1969 blev den udrustet med 2-liters serien B2B, som havde et højere drejningsmoment. Men først og fremmes forurenede disse nye motore mindre, hvorved de uden modifikation kunne overholde de strengere amerikanske normer for udstødningsgasser.

 

VOLVO 145 1968 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

VOLVO 145 1971- Modelbil fra NEO Scale Models i skala 1:43

1971 Volvo 145 Modelbil

1971 Volvo 145 Modelbil NEO 1:43

VOLVO 145 Express 1969 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43.

1969 Volvo 145 Express Modelbil

1969 Volvo 145 Express Modelbil

En afløser for Duetten.
I 1969 ophørte produktionen af den gode gamle Duett, som havde haft sin debut i 1953. Den var utidssvarende og desuden dyr at fremstille. Duetten efterlod et hul i modelrækken, da den mod slutningen af sin karriere snarere blev solgt som et lille erhvervs køretøj end som en stationcar. En af de meget værdsatte kvaliteter ved Duetten var bagagerummets store højde. Denne fordel fandt man ikke hos den nye 145, selvom denne stationcar var både større og mere praktisk.

Konstruktionen må revideres.
Opbygningen af Duetten med et separat chasses gjorde den ekstremt stiv og tillod benyttelsen af mange forskellige karrosserier. Til gengæld var teknologien fuldstændig forældet og opfyldte ingen af de sikkerhedsnormer, som Volvo havde gjort sig fortaler for. Det havde kun været muligt at beholde denne altmuligbil i modelrækken, fordi udviklingen af dens motorisering kunne finde sted parallelt med sedanens.

VOLVO 145 Express TAXI 1969 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43
1969_volvo_145_express_taxi_modelbilOriginale Data:

4 cylindret rækkemotor
1986 ccm
82 HK (60KW)
4 gear manuel
Længde: 4640 mm
Bredde: 1727 mm
Højde: 1677 mm
Vægt: 1230 Kg – Tank: 58l – Topfart: 170 km/T

Fra Varevogn til Minibus.
Den nye model blev døbt 145 Express og fandtes i flere varianter: der kunne være ruder på siden af bilen bagtil, eller siderne kunne være helt i metal som i en varevogn, og den kunne fås med eller uden bagsæde. Desuden kunne to siddebænke monteres langs siderne af varerummet, hvorved Express blev transformeret til en minibus. Det var også muligt med sædeindretninger og specialudstyr, der transformerede bilen til en ambulance, politibil eller taxa.

—————————————————————————————————————————————————————————————

VOLVO 164  1969 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1969 Volvo 164 Modelbil

1969 Volvo 164 Modelbil

Original Data:
6 Cylindret Rækkemotor
2978 ccm
130 HK (97KW)
4 gear manuel (Automatisk 3gears mulighed)
Længde: 4715 mm
Bredde: 1735 mm
Højde: 1440 mm.
Vægt: 1360 Kg
Tank 58l
Topfart 180 km/t.
Tilbage til 6 cylindre.
Tidligt under udviklingen af Volvo 144 blev det besluttet også at producere en luksus version med seks cylindre. Siden krigen havde Volvo ingen virkelige topmodeller i sit sortiment. Tiderne havde ændret sig, og store sedaner fabrikeret enkeltvis og udrustet med forslugende V8-motorer var ikke længere aktuelle. Til gengæld tilbød Volvos europæiske konkurrenter kraftige og veludstyrede biler i det øverste segment. Den helt nye Volvo 144 var den ideelle basis for en udvikling af en luksus model.

1969 Volvo 164 Modelbil fra NEO i skala 143

1969 Volvo 164 Modelbil fra NEO i skala 143

Luksuriøs og fashionabel.
Designernes mål var at skabe en mere klassisk bil end seriens øvrige modeller. Dette blev opnået ved at gøre kølergitteret større og fuldt forkromet og at omgive det med fire runde forlygter. Forskærmene blev også gjort rundere og mere klart markeret end på 144. Faktisk blev hele forpartiet overtaget næsten uændret fra projekt 358-også kendt under kodenavnet Viktor – til en luksusbil, som Jan Wilsgaard havde designet i slutningen af 1950´erne, men som tiden ikke var fundet moden til. økonomisk besparelser opnået ved hjælp af et stort produktionsantal og anvendelse af dele fra serie 140 betød, at Volvo 164 lå fordelagtigt på markedet for luksusbiler. Med kvalitet, udstyr og motorisering, der svarede til konkurrenternes modeller, var salgsprisen i sammenligning absolut rimeligt.

Teknisk robust.
Da den 6-cylindrede motor B30 var baseret på den 4-cylindrede B20, var mange tekniske elementer identiske med 140-seriens, kun transmissionen blev forstærket. Det var fra starten muligt at vælge et automatgear med tre trin, og bilen kunne også fås med servostyring.

Fra begyndelsen havde Volvos flagskib et komplet udstyr og tilbød – alt efter markedet enten som ekstraudstyr eller som standard – elektriske sideruder, soltag, lædersæder, instrumentbræt i imiteret træ, stereoradio, læselamper, klimaanlæg og meget andet. I 1971 blev Volvo 164 lettere modificeret parrallelt med model 144, idet der blev indsat forstærkninger. Varianten 164E havde elektronisk benzinindsprøjtning, hvilket forøgede motoreffekten og reducerede brændstofforbruget markant, samtidig med at det blev lettere at foretage justeringer.

Slut på den 6-cylindrede rækkemotor.
I 1971 underskrev Volvo en aftale med Renault og Peugeot om udviklingen af en ny 6-cylindret motor. De tre konstruktører fremstillede derpå i fællesskab en V6-motor, der skulle udruste modeller i topsegmentet for hvert af mærkerne. Produktionen af Volvo 164 sluttede i 1975, og modellen blev afløst af Volvo 264, som netop benyttede denne nye V6 i stedet for rækkemotoren. Med hensyn til modellerne 142, 144 og 145 havde de allerede året forinden overladt pladsen til den nye 240-serie.

————————————————————————————————————————————————————————————-

1971 Volvo P1800 ES Modelbil

1971 Volvo P1800 ES Modelbil

volvo_modelbil-p1800es

1971 Volvo P1800 ES modelbil

Volvo P1800 ES 1971 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

I 1971, ved slutningen af sin karriere, blev en ny variant af coupéen Volvo P1800 eller snare P1800ES præsenteret. Bilens basis var den samme som hidtil, men dens bagparti var komplet transformeret. Taget var forlænget, hvorved vognen var forvandlet til en stationcar i stil med de traditionelle britiske “shooting brakers”. Den nye linjeføring moderniserede den efterhånden forældede coupé og gjorde den til noget af et modefænomen. Til trods for væsentlige tekniske forbedringer og en dybtgående opdatering fik den nye Volvo 1800ES imidlertid sin karriere forkortet af de skrappe amerikanske regler for udstødningsgasser og sikkerhed.

 

-En kortvarig karriere.
Efter 10 års international succes havde coupéen P1800 svært ved at skjule sin alder på trods af teknologiske opgraderinger. Volvos ledelse reagerede ved at bed den italienske karrosserimager Coggiola om at skitsere den videre udvikling af Volvo P1800. Han tegnede en stationcar og en fastback-coupé. Det var stationcar-versionen, som blev valgt. Hele forpartiet, siderne og bagskærmene var identiske med den hidtidige coupé, og den var derfor meget billigere at udvikle og producere. Volvo P1800 ES blev præsenteret i august 1971. Med en profil som en stationcar under et coupé-karrosseri havde bilen stor succes, som drejede det sig om en helt ny model. Og på trods af, at den ikke havde gennemgået nogen teknisk udvikling. Kun stilen var ny. Den blev produceret parallelt med coupéen Volvo P1800S gennem seks måneder, inden de helt erstattede den ældre model. Trods sin store succes blev produktionen stoppet efter blot to år på grund af de stadig strengere normer, hvilket har gjort Volvo P1800ES til en sjælden og eftertragtet model i dag. Den smarte stationcar, som var en videreudvikling af en bil fra de glade tressere, ville simpelthen blive for dyr at tilpasse de nye standarder især i USA, Volvos foretrukne marked.

1971 Volvo P1800 ES Modelbil Minichamps

1971 Volvo P1800 ES Modelbil Minichamps i skala 1:43

DATA: 4 cyl. – Række
1986 ccm
135 hk (99KW)
4 Gear ( Fås med automatgear)
Længde: 4390 mm
Bredde: 1700 mm
Højde: 1290 mm
Vægt: 1190 kg.
Tank: 45l:
Topfart : 185 km/t.  

 

En stationcar uden plads.
Det lange tag med en skrå hæk, som for det meste bestod af en bagrude, der kunne klappes op, gav indtryk af, at der var masser af plads i bilen. Men dette indtryk var falsk, for i virkeligheden var P1800 ES ikke andet end coupéen P1800 med længere tag. Interiøret var overtaget praktisk taget uændret. Den største ændring var, at bagsædernes ryglæn kunne foldes ned, så der dannedes et stort, fladt lasteareal. Bagagerummet var altså lettere tilgængeligt, og der var mere plads i højden bagtil. Det var en smuk stationcar hvor man komfortabelt kunne transportere sine golfkøller eller sin hund og sine geværer til en jagtudflugt. Næsten 80% af de sidste  års produktion blev solgt i USA, og da man ville indføre endnu strengere regler i 1974, tvang de højere udgifter forbundet hermed Volvo og andre bilproducenter til at stoppe produktionen af visse modeller. Det er grunden til, at fabrikationen af Volvo P1800 ES blev afsluttet efter kun 3 års markedsføring og 8000 fremstillede eksemplarer, selv om den på det tidspunkt, i 1973, havde stor kommerciel succes.

Et smukt eftermæle.
Volvo P1800 ES var kulminationen på et design, der allerede havde været yderst vellykket i sin coupé-udformning. Selvom der blev sat en stopper for produktionen på karrierens højdepunkt, efterlod bilen sig mange spor. Dens bagdør, der udelukkende bestod af en glasrude, og dens atypiske profil for en stationcar inspirerede mange af dens efterkommere. Ikke bar navnet på Volvo 480ES fra 1987 stammer fra P1800 ES, men også profilen og glasdøren bagtil. Og også den noget nyere kompakte Volvo C30 kan klart hævde sit slægtskab med det 30 år ældre design. En sød hævn for en bil, som kun fik lov at opleve 2 modelår.
———————————————————————————————————————————————————————————

Volvo 200-serien.

200 serien er den mest udbredte Volvo model der blev produceret fra 1974 til 1994, stort set uændret, men med mange opdateringer og mange forskellige motor versioner. Mere end 2,8 millioner solgt enheder på verdensplan. 200-serien delt platform med 140-serien som begge var designet af Jan Wilsgaard. Det var meningen at 700 serien skulle erstatte 200-serien, men de endte med at følges ad i et helt årti, og 700 serien blev faktisk selv erstattet et år før produktionen af 200-serien ophørte. Volvo 240 var Volvos bedst sælgende Volvo fra 1975 til 1982. Fra modelårgang 1983 blev de forskellige varianter 242, 244, 245 der indikerede hvor mange døre bilen havde omdøbt til “bare” 240.

1986 Volvo 240. Modelbil

1986 Volvo 240. Modelbil fra Minichamps 1:43

1986 Volvo 240 Stc Modelbil fra

1986 Volvo 240 Modelbil fra Minichamps 1:43

4 Volvo modelbiler fra Minichamps årgang 1986. 200-serien var populær som politibil i hele Skandinavien og udover selvfølgelig i Sverige, var der i  både det danske og norske politis bilpark i 80´erne enormt mange Volvo politibiler.

 

 

 

 

1986 Volvo 240 GL Dansk Politi

1986 Volvo 240 GL Dansk Politibil fra Minichamps 1:43

1986 Volvo 240 Stc. Dansk Politi Modelbil

1986 Volvo 240 Stc. Dansk Politi Modelbil fra Minichamps 1:43

De fleste der er født før 1980 kan huske de hvide og sorte Volvo politibiler på de danske veje. Disse 2 udgået minichamps modelbiler i skala 1:43 er efterhånden blevet nogle eftertragtet modeller for samlere.      

Volvo 264 TE Limousine 1975 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

volvo-264-te-limo-1975

Volvo 264 TE 1975 – Limousine

 

 

 

 

 

 

 

En bil for statsoverhoveder.
De sekscylindrede sedan Volvo 264 og dens stationcar tvilling 265 blev præsenteret i kølvandet på lanceringen af den nye 240-serie i efteråret 1974 som erstatning for sedanen Volvo 164. Den nye luksusbil fik en varm modtagelse hos kunderne, men trods det glimrende interiør og en størrelse, der placerede den pænt i forhold til konkurrenterne, ønskede Volvo at udarbejde en lang version af køretøjet, først og fremmest beregnet til ambassadører, politikere og højtstående embedsfolk rundt omkring i verden.

Fra standard til skræddersyet version.
Volvo gav sig i kast med at finde en fabrik, hvor det var muligt at fremstille en lang variant af mærkets luksus-sedan. Stor erfaring og en vis fleksibilitet i produktionen var en nødvendighed, for den slags køretøjer blev ofte fremstillet efter kundernes specifikke ønsker. Efter en hurtig efterforskning stod det klart , at den italienske karrosserimager Bertone var den bedst placerede til et arbejde af denne type. Firmaets produkter var anerkendt for deres høje kvalitet, og den industrielle kapacitet var tilstrækkelig stor til at integrere produktionen af en mindre serie Volvo´er. Delvist samlede karrosserier af den 2 dørs 262 blev derfor sendt til Bertones fabrik i Grugliasco i nærheden af Torino. Bilens centrale del blev skilt ad, så de nødvendige transformationer kunne foretages. Der blev tilføjet forstærkninger, så den forøgede længde ikke skulle gå ud over stivheden, nye døre og vinduer blev monteret, og naturligvis blev også taget forlænget. Størstedelen af disse Volvo 264 TE blev malet mørkeblå. Sorte, sølvgrå og hvide modeller var også i kataloget, mens andre farver kunne fås på bestilling. Interiøret var holdt i mørkeblåt eller gråt fløjl af høj kvalitet med finérindlæg i ædle træsorter. Sideruderne var fuldt elektriske med mørke gardiner for den bagerste del af kabinen, og en stereoradio med kassettebåndsspiller var standardudstyr. Også et lille køleskab kunne installeres, mens radiokommunikationsudstyr og andet sofistikeret udrustning stod til rådighed efter ønske. Volvo 264 TE, med TE som forkortelse stod for Top Executive, var altså bestemt for folk med magt og indflydelse, principielt fra lande, der af politiske grunde ikke ønskede at købe biler af tyske, engelske eller amerikanske mærker. Regeringen i DDR bestilte således ikke færre end 125 Volvo TE til sin officielle vognpark. Også andre Volvo-modeller blev leveret til Østberlin. Ikke underligt fik bydelen Waldsiedlung nord for Berlin, hvor mange østtyske partifunktionærer boede, snart øgenavnet Volvograd.

Også en lang stationcar.
Mens 264 TE ikke blev produceret i en stationcar-version, blev der faktisk produceret en forlænget stationcar med samme akselafstand som TE parallelt hermed hos Bertone: 245 Transfer. De rummelige biler blev anvendt af forskellige taxi- eller transportselskaber i stedet for mindre komfortable minibusser. I alt blev der produceret 280 styk Volvo 245 Transfer indtil 1981. Samme år, efter en samlet produktion på omkring 335 eksemplarer af 264TE, fjernede Volvo også denne special model fra sit katalog. Men samarbejdet med den italienske karrosserimager sluttede ikke dér, for fra 1977 byggede Bertone en coupé baseret på 264 kaldet 262C, og firmaet fik også en overladt produktionen af dens afløser Volvo 780 indtil begyndelsen af 1990érne.

Volvo 262C 1977 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

volvo_modelbil-262c

Volvo 262C Bertone Modelbil

  Volvo lancerede på samme tid 2 biler baseret på den 4-dørs sedan 264, udrustet med den nye 6-cylindrede V-motor (PRV eller B27): Stationcar-modellen 265 og en coupé, Volvo 262, som simpelthen var en 2-dørs version af sedanen. Volvos luksus serie var dermed i og for sig komplet. Dog manglede der en model, der virkelig skilte sig ud fra resten af Volvos sortiment. Volvos ledelse  bad derfor den ansvarlige for designafdelingen, Jan Wilsgaard, om at udvikle planerne til en ny model. Men det var vanskelige tider, og oliekrisen havde sat mange bilfabrikanters finanser på prøve. Volvo havde altså ikke mange penge på hånden, så Jan Wilsgaard måtte tage til takke med de få midler der stod til rådighed. Man fremstillede en prototype på basis af sedanen 164. Denne model havde faktisk aldrig eksisteret i en 2-dørs udgave, og prototypen var da også noget af en hybrid: Bagpartiet kom fra Volvo 262, mens fronten stammede fra Volvo 164. Taget blev sænket med 60 mm og var klædt i vinyl. Volvo så muligheden for at fabrikere en lille serie af denne coupé hos Bertone i Italien og forestillede sig en produktion på 800 eksemplarer om året. Man fremstillede en anden prototype, denne gang baseret på Volvo 262. Den var i det store og hele identisk med den serieproducerede model, dog benyttede man taget fra det første projekt, der havde Volvo 164 som grundlag. Den definitive version blev præsenteret i marts 1977 på biludstillingen i Genève. Forskærmende var prydet med Bertones logo, mens den svenske kongekrone på stolpen bag sideruderne gav bilen et royalt touch. For at undgå forveksling, valgte man at sætte et C efter modelnavnet 262.

1981 Volvo 262 Bertone Modelbil

1981 Volvo 262 Bertone Modelbil fra NEO 1:43

Det lavere tag krævede en ændring af sæderne i forhold til Volvo 264/265. I stedet for at modificere de eksisterende sæder valgte man at skabe nogle helt nye, som var endnu flottere og mere komfortable. Interiøret var beklædt med læder, og dørpanelerne var i ædle træsorter. Serieudrustningen var overdådig for den tid med bl.a. automatgear, tonede ruder, elektrisk aktiverede bakspejle, sideruder og radioantenne, opvarmede sæder og naturligvis klimaanlæg. Ved præsentationen var pressen og publikum ikke nødvendigvis venligt indstillet over for den store coupés temmelige personlige stil. Nogle gav til og med bilen øgenavnet “kampvognen” på grund af det nedsænkede tag og det meget firkantede bagparti. Andre var til gengæld begejstrede for dens rene og distingverede linjer. Volvo havde satsets rigtig, for der blev produceret langt over de planlagte 800 eksemplarer om året.

Eksklusiviteten har sin pris.
Det lille forventede produktionsantal viser at Volvo helt var klar over at Volvo 262C´s status som nichemodel. Det var også grunden til, at Volvo valgte at outsource produktionen med en individuel fremstilling af hver bil. Det betød naturligvis temmelige høje fabrikationsomkostninger. Karrosserierne til Volvo 262, motorerne og alle de tekniske dele blev sendt med lastbil fra Göteborg til Torino, hvor Bertone transformerede elementerne og tog sig af den endelige montage. Også interiøret i bilerne blev fremstillet dér af specialiserede håndværkere på basis af svenske komponenter. Salgsprisen på en Volvo 262C endte med at blive den dobbelte af prisen på sedanen 264.

Volvo 242GT 1977 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1977 Volvo 242GT Modelbil

1977 Volvo 242GT Modelbil

4 Cyl.
2316 ccm
142 HK (104KW)
4 gear overdrive
Længde: 4880 mm
Bredde: 1709 mm
Højde: 1431 mm
1319 Kg
Tank: 60L
Topfart: 185 km/t

En komplet serie.
I begyndelsen af 1970érne besluttede Volvos ledelse at fortsætte udviklingen af sin fornemste model, serie 140. Den skulle moderniseres, men planeren om en version med V8-motor måtte skrinlægges på grund af den første oliekrise. I stedet satsede Volvo på mindre grådige 4- og 6-cylindrede rækkemotorer. 1973 var et godt år for Volvo, som kunne se sin omsætning stige med 20%, og for første gang solgt Volvo flere biler i USA end i Sverige. Denne succes skulle naturligvis udnyttes til en videreudvikling af modelrækken, og allerede i 1974 kunne Volvo præsentere sin nye serie 240 til afløsning for serie 140. Samtidig blev de 6-cylindrede varianter Volvo 264 og Volvo 265 markedsført. Forsøgene på med jævne mellemrum at udvikle Volvo modellerne bar frugt og gjorde det muligt for Volvo at begrænse nedgangen i salget. Serie 240 blev løbende opdateret, blandt andet for at følge med nye regler for udstødningsgasser i visse lande. Det var det rette øjeblik at udvide sortimentet.

En falsk sportsvogn.
I 1977 gennemgik modellerne en række modifikationer på det æstetiske og det sikkerhedsmæssige område, og de nye sæder med bedre sidestøtte blev standard. Volvo benyttede lejligheden til samtidig at præsentere en helt ny version, Volvo 242GT. Denne model var baseret på den 2-dørs Volvo 242 med et forandret ydre for at give den en sporty anstrøg. På trods af navnet og udsmykningen var Volvo 242 GT teknisk set ikke meget forskellig fra luksus-versionen Volvo 242 GL, som blev markedsført samme år. Begge var udrustet med B21E-motoren på 125 hk. Volvo 242 GT fandtes kun i en 2-dørs variant og adskilte sig fra de andre modeller ved sin metalliserede sølvgrå farve med en sort og orangefarvet dekoration i hele bilens længde – langs sidebeskyttelseslisterne, på motorhjelmen og bagagerumsklappen og på frontspoileren. Hjulfælgende med 20 eger var specifikke for modellen, som i modsætning til standard versionen desuden var forsynet med en spoiler foran. Bilens karakteristiske kølergitter var malet i samme farve som karrosseriet og havde integreret tågelygter (eller fjenlyslygter, afhængig af markedet). Også interiøret var specielt for denne version: det var holdt helt i sort, fremhævet ved en rød stribe på sæderne, dørpanelerne og instrumentbrættet. Kunderne lod sig dog ikke narre og var godt klar over, at denne version kun var en sportsvogn af navn og udsmykning. Dog benyttede Volvo foryngelseskuren af modelrækken i 1978 til at give Volvo 242 GT den nye B23E-motor. Med en større slagvolumen blev effekten forøget til 142 hk, og samtidig forbedres drejningsmomentet betydeligt, så Volvo 242 GT nu fremstod som en bil med ægte sportslige ambitioner. Volvo 242 GT bevarede sit specifikke forparti med runde forlygter og kølergitter med integrerede tågelygter. Den adskilte sig dermed væsentlig fra resten af modelrækken, som i 1978 havde fået nyt kølergitter og rektangulære forlygter. Volvo 242GT drog dog også fordel af, at bagagerummet var gjort større og lettere tilgængeligt. I 1982 blev serien moderniseret på ny, og Volvo 242GT forsvandt fra kataloget til fordel for den mere diskrete, men mere kraftfulde turboversion.

Volvo 240 Polar 1992 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43

1992 Volvo 240 Polar Modelbil

1992 Volvo 240 Polar Modelbil

Efter lanceringen af serie 700 i 1982 opgav Volvo at give specifikke navne til de forskellige karrosserityper. Hele modelrækken blev derfor omdøbt 240 eller 260, afhængig af motoriseringen. Det var i 1984, ti år efter lanceringen at den årlige produktion af Volvo 240 stationcar toppede med 86.000 eksemplarer. Og det på trods af et stort fald generelt i salget af biler i Europa. 200-seriens succes var faktisk så stor, at den stadig solgte i stort antal selv efter lanceringen af dens tiltænkte afløser, serie 700. Stationcar versionen så sin procentvise andel af salget vokse på bekostning af sedanerne, sandsynligvis på grund af den interne konkurrence med Volvo 740. Denne variant var især værdsat af håndværkere og mindre erhvervsdrivende takket være den store lastvolumen og den glimrende vejbeliggenhed. Fra 1990 blev der endda produceret flere stationcars end sedaner, og de allersidste eksemplarer af Volvo 240 var udelukkende stationcars. Det drejede sig om en specialserie kaldet Polar, der helt havde droppet benævnelsen 240. Efter næsten en million stationcars i 200-serien var den sidste Volvo 240, der forlod samlebåndet i 1993, en blå Volvo Polar Italia med italienske specifikationer. Den kan ses på Volvo-museet i Göteborg.   —————————————————————————————————————————————————————————————-

 Volvo 66 Kombi 1975 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43.

 

Volvo 66 - 1975 Modelbil

Volvo 66 – 1975 Modelbil

4 Cyl. Række motor.
1108 ccm 47 Hk (35kw)
Variomatic trinløst automatgear
Længde: 3904 mm.
Bredde: 1537 mm.
Højde: 1392 mm
Vægt: 833 Kg.
Tank: 42L.
Topfart: 132 km/T

I begyndelsen af 1970´erne stod det klart for Volvo, at det var på høje tid at producere en lille bil, der så tydeligt manglede i sortimentet. Olikrisen og nye forureningsnormer tvang bilindustrien til at indse, at store biler ikke nødvendigvis var vejen frem. Desuden var byerne ved at være overfyldte med biler, og det blev sværere og sværere at finde parkeringspladser. Indtil da havde det været Volvos politik at styre uden om markedet for billige populære biler for ikke at skade mærkets hævdvunde ry for kvalitet og sikkerhed.

En gunstig mulighed.

Trods aftaler med det franske mærke Renault om levering af motorer havde personbils afdelingen hos den hollandske producent af køretøjer DAF ikke tilstrækkelig med midler til at investere og forny sig. Firmaet søgte derfor at skabe en alliance med en stor bilproducent. DAF fremstillede små, relativt billige biler, der var velegnet til bykørsel – præcis hvad der manglede i Volvos sortiment. I 1972 købte Volvo derfor 33% af aktierne i DAF´s bildivision og begyndte at sælge den nye DAF 66 i de nordiske lande, heldigvis stadig under mærkenavnet DAF. Kvaliteten af denne nye lille bil opfyldte nemlig ikke de standarder, man var vant til i Sverige. Volvos ingeniører gik derfor i gang med at få det bedst mulige ud af bilen. De startede ud med den bedst udrustet model, Super Luxe, og udviklede den dybtgående. Dørene blev tegnet om, sæderne blev udstyret med nakkestøtter og varme systemet blev fuldstændig revideret for at kunne klare de kolde nordiske vintre. Også montageprocessen blev optimeret. Endelig blev karrosseriet behandlet med korrosionsbeskyttelse. Efter 3 års eksperimenter og forbedringer mente Volvos ledelse, at model 66 nu fuldt ud kunne integreres i sortimentet. I efteråret 1975 blev Volvo 66 derfor præsenteret for offentligheden. I sit ydre adskilte modellen sig fra DAF 66 ved sit typiske Volvo kølergitter og sine store sikkerheds kofangere. Volvos traditionelle kundekreds var vant til et almindeligt manuelt eller automatisk gear og havde ikke stor tiltro til 66´eren med dens trinløse gearkasse fra DAF, Variomatic. For eksempel eksisterede den frihjulseffekt ikke, man ellers kunne finde med et traditionelt automatgear. Tværtimod havde motoren tendens til at stige pludseligt i omdrejningstal, indtil gearet havde lagt sig fast i sit nye leje. Visse potentielle kunder undlod derfor at købe denne bil og vente på den rigtige nye lille Volvo, som allerede var annonceret i pressen. Trods lanceringen af den nye Volvo 343 i 1976 fortsatte Volvo med at markedsføre model 66, dog i et begrænset udvalg. Produktionen af stationcar-versionen Volvo 66 Kombi ophørte i 1977, mens den 2-dørs sedan blev fabrikeret indtil 1981. Volvo 66 udviklede sig næsten ikke i løbet af sin karriere. Denne første lille Volvo havde en pæn succes med 106.137 eksemplarer i alt. Størstedelen blev solgt i Europa.

——————————————————————————————————————————————————————————–  

 Volvo 343 1976 – Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43.

1976 Volvo 343 Modelbil

1976 Volvo 343 Modelbil

4 Cyl. Rækkemotor
1397 ccm
71 HK (52KW)
CVT Gear
Længde: 4140 mm
bredde: 1661 mm
Højde: 1392 mm
943 Kg
Tank: 45L
Topfart: 145 km/t

Da DAF skiftede hænder, var virksomheden i gang med at udvikle en større model til erstatning for DAF 66, som i 1972 selv havde efterfulgt modellerne 44 og 55. Det havde været tanken at markedsføre den nye DAF 77 i midten af 70´erne. Den endelige udformning af bilen var endnu ikke fastlagt, da den svenske bilfabrikant trådte ind på scenen, og Volvo kunne derfor modificere projektet, så det passede bedre ind i sortimentet. Mens man fortsatte produktionen af den eksisterende DAF praktisk taget uændret, nu under navnet Volvo 66, blev den nye model “volvoideret” i sit design. Volvo ønskede at rentabilisere sit opkøb så hurtigt som muligt, og præsenterede sin helt nye lille Volvo 343 allerede i februar 1976 med den første levering i september samme år for øje. Den kompakte bil med to døre og hatchback blev fabrikeret i Holland og udrustet med Renault motor på 1397 ccm samt den trinløse, automatiske gearkasse CVT (Continuosly Variable Transmission), som DAF-bilerne havde gjort kendt. I modsætning til sine direkte konkurrenter havde Volvo 343 baghjulsdrift med gearkassen placeret over bagakslen, hvilket medførte, at bagsædet blev relativt højt. De første modeller blev leveret i klare farver med tidstypisk matchende interiør. Motoren parret med den usædvanlige transmission udviklede kun 71 HK, og bilen blev ikke ret vel modtaget af den svenske motorpresse, som beskrev den som svagelig, underlig at køre og ikke helt færdigudviklet. Volvo sendte hurtigt sine ingeniører til Holland for at forbedre modellen. Resultatet var et ændret interiør, modificerede sæder og en klassisk manuel firtrins gearkasse. Også selve fabrikationsprocessen blev trukket op på det høje svenske niveau, og den nye version af Volvo 343 fra 1979 virkede langt mere overbevisende. Et år senere kom den 5-dørs model 345 på markedet, og fra 1981 var det muligt at købe bilen med den 2 liters store B19A-motor fra storesøsteren Volvo 240. Efter den noget møjsommelige start fik serie 300 faktisk en flot karriere. I 1983 skiftede bilen modelnummer, som det var tilfældet for hele Volvo familien, hvorved det tredje ciffer systematisk var et 0. Således blev 343/345 til 340, mens versionen med den større motor på 2 liter fik betegnelsen 360. Året efter blev en 4 dørs sedan med et konventionelt bagagerum markedsført. Det var også i 1984, at serien blev beriget med en diesel variant.

                                                                     Volvo 343 1976 Politie fra ATLAS Collection

Volvo 343 blev gradvist integreret i det hollandske politis bilpark. Den erstattede ikke blot de gamle DAF´er, men også den tyske folkevogn og andre efterhånden forældede små biler. Den havde langt mere plads i kabinen og var mere praktisk pga. den store bagklap, så den blev hurtigt værdsat af sine brugere. I modsætning til Volvos sædvanlige kundekreds, som ikke var bekendt med den specielle gearkasse, var de hollandske politifolk vant til den fra de gamle DAF modeller. Men Variomatic gearet blev kritiseret fra andet hold. så det blev nødvendigt for Volvo at tilbyde en almindelig manuel gearkasse.

Allerede hurtigt efter sin skabelse begyndte Volvo at udruste politikorpsene i de nordiske lande og derefter andre steder i verden. Der blev udarbejdet specifikke kataloger, og en af firmaets afdelinger tog sig af de nødvendige modifikationer, som svarede til de enkelte kunders behov. Den samme afdeling var også ansvarlig for at konvertere bilerne efter specifikke anvisninger til ambulancer eller udrykningskøretøjer til brandvæsenet. I 1983 rullede den hundredtusinde Volvo 340 af samlebåndet i den hollandske by Born. Det var trods alt lykkedes for den grimme ælling af finde en plads i Volvos svanefamilie. Den sidste Volvo 340 forlod fabrikken i 1991 som nummer 1.139.689 i rækken.

1985 Volvo 360 GLS Modelbil

1985 Volvo 360 GLS Modelbil fra NEO

             

 

 

 

Den 2 liters Volvo 360 i skala 1:43 fra NEO scale Models

 

 

—————————————————————————————————————————————————————————————

Volvo 480 ES 1986– Modelbil fra ATLAS Collection i skala 1:43.

1986 Volvo 480ES Modelbil

1986 Volvo 480ES Modelbil

4 Cyl. på række

1721 ccm
109 HK (80KW)
Gear 5 / (4 trins automatisk)
Længde: 4258 mm
Bredde: 1710 mm
Højde: 1320 mm
1027 Kg T
ank: 46 L.
Topfart: 190 km/t

 Den første Volvo med forhjulstræk.

Ti år efter produktionsstoppet for coupéen Volvo P1800 var der et hul at udfylde i Volvos sortiment. Diverse oliekriser og den voksende miljøbevidsthed dikterede behovet for en mindre model. Den skulle ikke nødvendigvis billigere end Volvo 340 eller Volvo 360, som endelig kunne fremvise gode salgstal, men der var brug for en forhjulstrukket model med et mindre benzinforbrug, stadig med sikkerheden i top og desuden fornyende på det tekniske område.

Fransk mekanik.
Volvo 340 og Volvo 360, hvis skabelse var en konsekvens af erhvervelsen af DAF, var en klassisk baghjulstrukket bil. Den havde efterhånden udspillet sin rolle, men aftaler, som Volvo havde underskrevet med Renault, gjorde det muligt for det svenske firma at forsyne sig med moderne motorer og undervogne fra den svenske bilkonstruktør uden at skulle bekymre sig om høje udviklingsomkostninger. Det var omkring denne teknologi, at Volvos udviklingsafdelinger i Sverige og Holland designede en ny lille bil.

Med USA som hovedmål….
Præsentationen af den nye model fandt sted på udstillingen i Genève i marts 1986. Firmaet forventede at kunne sælge omkring 35.000 eksemplarer om året, deraf de to tredjedele i USA, som bilen først og fremmest var tiltænkt. Dens stramme og sportslige linjer, dens forlygter, der kunne vippes ned i forskærmene, blinklysene på siden – alt var beregnet på det amerikanske marked med de store muligheder. I 1980´erne begyndte den digitale tidsalder for alvor at slå igennem, og instrumentbrættet havde en for den tid ret komplet bordcomputer og en række digitale displays. Som altid hos Volvo var sikkerheden i højsædet med adskillige forstærkninger og andet tilbehør.

….Men aldrig solgt derovre.
Den nye coupé fik en flot start i Europa, og lanceringen i USA blev fastlagt til 1988. Desværre blev Volvo nødt til at opgive denne idé. Den amerikanske dollar var i mellemtiden faldet drastisk i værdi i forhold til den hollandske gylden (ligesom Volvo 340/360 blev også Volvo 480 fabrikeret i Born i Holland), hvilket kraftigt ville reducere den forventede profit og gøre det urentabelt at sælge bilen i USA til en rimelig pris. Dertil kom børskrakket 19 oktober 1987, “Den sorte mandag”, hvilket for tid og evighed umuliggjorde salget af denne bil på den anden side af Atlanten. Ved lanceringen var Volvo 480ES udrustet med en motor på 1721 ccm, som udviklede 109 Hk. Den blev senere monteret i den nye Renault 21, dog med en reduceret effekt på 90 HK. Selv om motoren var livlig, var den ikke helt stærk nok for en sportsmodel, og i begyndelsen var Volvo 480ES snarer anset for at være smart end en direkte sportslig coupé. Tidligt i 1988 præsenterede Volvo endelig en mere kraftig variant udstyret med turbolader og en ydelse på 120 HK. Denne sportsversion var let genkendelig på den store frontspoiler og kofangere malet i samme farve som karrosseriet samt den uundgåelige indskrift “Turbo” på siderne og bag på bilen. Den atmosfæriske motor blev i 1993 erstattet af en 2-liters motor på 110 HK, idet monteringen af en katalysator, som nye emissionsstandarder havde påtvunget, gjorde den hidtidige 1,7-liters motor alt for svag. Turboversionen var stadig baseret på den mindre slagvolumen, men diverse tekniske modifikationer forhindrede en formindskelse af effekten.
—————————————————————————————————————————————————————————————

 EN ny familiebil fra Volvo.

Volvo 740 GL 1986– Modelbiler fra Minichamps i skala 1:43.

1986 Volvo 740 GL Modelbil

1986 Volvo 740 GL Modelbil fra minichamps

1986 Volvo 740 GL Stc. Modelbil

1986 Volvo 740 GL Stc. Modelbil fra minichamps

I 1984, to år efter lanceringen af luksus sedanen Volvo 760 udrustet med en V6 motor, forøgede Volvo sit sortiment nedefra med model 740. Denne nye forenklet version var kendetegnet ved sit mindre luksuriøse udstyr og sin fircylindrede rækkemotor. På tros af de to modelnavne, 740 for 4 cylindre og 760 for 6, blev begge modeller faktisk produceret med både 4- og 6-cylindrede motorer, afhængig af årgang og land.


Et frisk pust i et aldrende sortiment.
I begyndelsen af 1980´erne bestod Volvos modelrække af den kompakte Volvo 340/360, som blev skabt i forbindelse med overtagelsen af DAF, og den efterhånden noget gammeldags serie 240/260, som selv var afledt af model 140, født i midten af 60´erne. 700 Serien gav kunderne den forventede fornyelse, selv om den aldrig kom helt til at erstatte sere240, der utroligt nok blev markedsført parallelt hermed helt indtil 1992. Volvo havde i 1980 præsenteret konceptbilen VCC (Volvo Concept Car) med forbedret sikkerhed og lavere benzinforbrug. Dens lige linjer og skarpe vinkler var inspirationskilden for 700-serien. Mange iagttagere kritiserede Jan Wilsgaards design i hårde vendinger, men modellernes lange produktionsperiode viser, at de havde uret. VCC var en stationcar, og da Volvo i forvejen havde en tradition for at fremstille netop denne type biler, kan det ikke undre, at også serie 700 kom til at indeholde sin version med en stor lastevolumen. I 1985 præsenteredes da også stationcar-udgaven af både Volvo 740 og 760. I midten af 80´erne var det på mode med “turbobiler”, og den indenlandske konkurrent SAAB var en forløber på området. Da Volvo med sin turboladet udgave af model 240 også havde visse erfaringer dermed, var det et logisk trin i 1985 at markedsføre en kompressorversion af 740. Denne stærkere model, udrustet med enten B19-motoren på 2 liter eller med den 2.3 liter store B23, fik stor succes. Volvo sælger sine biler over hele verden og må naturligvis tilbyde motorer, der appellerer til ethvert marked. Det er grunden til, at serie 700 udover en bred vifte af 4- og 6-cylindrede benzin motorer også kunne fås med en dieselmotor. Det drejede sig om en sekscylindrede rækkemotor leveret at den tyske Volkswagen-koncern.

1988 Volvo 780 Bertone Modelbil

1988 Volvo 780 Bertone Modelbil fra NEO

Volvo 740 blev lanceret med succes i 1984. For at opretholde salgsniveauet blev modellen seks år senere støvet af med nye kofangere, et nyt frontlook og nye baglygter inspireret af coupéen Volvo 780, der havde holdt sit indtog i 1986. Stationcar versionen blev dog ikke modificeret bagtil med undtagelse af kofangeren. Ligesom sine forgængere blev også Volvo 740 og 760 bygget i forskellige lande. I Sverige naturligvis, men også på firmaets canadiske farbrik, samt i Australien og Belgien. Produktionen af serie 700 ophørte i 1992 efter mere end 1.4 millioner fremstillede køretøjer. Den blev erstattet ikke bare af serie 940/960, afledt direkte af 740/760, men også en ny familiebil med forhjulstræk, Volvo 850, som senere skulle blive S70/V70. Efter en allersidste ansigtsløftning i 1988 fik 960-modellerne til slut navneforandring til S90/V90, Volvos sidste baghjulstrukne biler.

1992 Volvo 940 GLE Modelbil

1992 Volvo 940 GLE Modelbil fra NEO i 1:43

1992 Volvo 960 Stc Modelbil

1992 Volvo 960 Stc Modelbil fra NEO i 1:43

           

VOLVO 960 1995 – Modelbil fra ATLAS Collection.

volvo_modelbil_9606 Cyl. række.
2922 ccm
204 HK (150KW)
5 Gear Man / 4 automatisk
Længde: 4870 mm
Bredde: 1750 mm
Højde: 1420 mm.
Vægt: 1544Kg.
Tank Volume på 80 Liter – Topfart 213 km/t.

1996 Volvo 850 Stc Modelbil

Volvo 850 1996 Modelbil fra Minichamps 1:43

1994 Volvo 850 T-5R Modelbil

1994 Volvo 850 T-5R Modelbil fra HPI 1:43

1994 Volvo 850 Sedan Modelbil

1994 Volvo 850 Sedan Modelbil fra Minicamps

Volvo 850 var den første store forhjulstrukne Volvo. Sammen med de lidt mere afrundede former i forhold til det traditionelle design af mærkets tidligere store sedaner gjorde denne karakteristik de faste kunder en smule skeptiske. Hvordan kunne man få dem til at sætte pris på denne nye bil og måske endda skaffe nye kunder, der hidtil ikke kunne se sig bag rattet i en Volvo? I 1994 bad Volvo TWR (Tom Walkinshaw Racing) at udvikle en væddeløbsversion af 850, der skulle deltage i det populære engelske BTCC-mesterskab (British Touring Car Championsip). Trods heftig kritik, især over det dristige valg af karrosseriet fra en stationcar, opnåede bilen faktisk pæn succes. Denne 850 Racing stationcar tillod Volvo at ende på ottendepladsen i stillingen for konstruktører i 1994. Året efter kom mærket endda ind på en samlet 3-plads. For at fejre denne succes lancerede Volvo en mere ondskabsfuld version af turboversionen 850 T-5 kaldet 850 T-5R.

VOLVO 850 T-5R 1995 – Modelbil fra ATLAS Collection.

volvo-850-t-5r5 cylindre på række
2319 ccm.
243 HK (179KW)
5 gear manuel.
1545 Kg.
Topfart: 250 km/t
0-100 på 6,9 sekunder
Produktions antal: 5500

En motor tunet af Porsche. Motoren i 850 T-5R var afledt af den 5 cylindrede turboladet motor på 2.3 liter i 850 T-5. For yderligere at forøge dens effekt, som allerede var på 225 HK, satte Volvo sin lid til Porsche. De tyske ingeniører installerede simpelthen en overboost-funktion, der gav en midlertidig kraftforøgelse på 18HK. Ladetrykket steg dermed fra 0.73 til 0.82 bar i 30 sekunder. Volvo 850 T-5R blev præsenteret i 1995 ved biludstillingen i London, hvor dens racersøster også var en af attraktionerne. Den fandtes både som sedan ogh stationcar, men serien var begrænset til 2500 eksemplarer på verdensplan. Volvo 850 T-5R blev leveret med “Titanium” fælge og kunne fås i kun 3 farver: sort, metallic mørkegrøn og gul. Sidstnævnte farve, kaldet T-gul, var reserveret denne bil og ikke benyttet til andre af Volvos modeller. Også bilens skørter under kofangeren og langs siderne var malet i karrosserifarven. Udstyret var hovedsageligt det samme som den hidtidige topversion af 850. Det omfattede blandt andet opvarmede lædersæder og aircondition. I sportskataloget kunne man finde tilbehør til at personalisere og yderligere forbedre sin bil, fx dobbelt udstødningsrør, tårnstivere for og bag og en bagspoiler, som underligt nok ikke var standardudstyr for stationcar versionen.

Alle 2500 eksemplarer af 850 T-5R blev snart solgt. Det gik faktisk så hurtigt, at Volvo besluttede at producere yderligere 3000 styk og desuden integrere modellen i sit standard katalog. I 1996 markedsførte firmaet derfor 850 R, som adskilte sig fra den begrænsede serie 850 T-5R gennem sin kraftigere motor og sit større farveudvalg. Desuden var hjulfælgene noget anderledes med 7 i stedet for 5 eger, selv om de stadig var “titanium”-farvede og bagspoileren var nu standardudstyr også for stationcar-varianten. Takket være 50 T-5R og derpå 850 R ændrede folk generelt deres opfattelse af mærket. Kundekredsen forstod, at en Volvo ikke bare var en stor bil med sikkerheden i højsædet, men også kunne være en bil med glimrende præstationer. Volvo 850 blev med tiden lettere modificeret og skiftede navn til V70 for stationcar-varianten og S70 for sedanen for derved bedre at integrere sig i modelpaletten mellem V40/S40 og den nye S80.

————————————————————————————————————————————————————————————–

VOLVO V40 1995 – Modelbil fra ATLAS Collection.

volvo_modelbil_v40 4 cylindre på række
1948 ccm
200 hk (147kw)
Længde: 4516 mm
Bredde: 1718 mm
Højde: 1400 mm
Vægt: 1395 Kg.
– 100: 7.3 sek.

Et nyt ansigt.
Den massive, firkantede stil, der havde kendetegnet Volvos biler, begyndte at blive blødt op, da Volvo i 1992 præsenterede sin konceptbil EEC. Den første model med dette mere flydende design var den nye indstigningsmodel, sedanen S40, som også kunne fås som stationcar under navnet V40. Disse biler, præsenteret ved biludstillingen i Frankfurt 1995, skulle tiltrække så mange kunder som muligt. De mest markante træk ved prototypen ECC blev derfor kun antydet, men kom i højere grad til at inspirere de efterfølgende serier.

1996 Volvo S40 Modelbil

1996 Volvo S40 Modelbil fra minichamps 1:43

1997 Volvo C70 Coupe Modelbil

1997 Volvo C70 Coupe Modelbil. minichamps 1:43

997 Volvo C70 Cabriolet Modelbil

1997 Volvo C70 Cabriolet Modelbil. minichamps 1:43

Nye betegnelser.
Foruden at gøre sine indstigningsmodeller større og bedre valgte Volvo at ændre de hidtidige modelnavne på tre cifre til et bogstav fulgt af to cifre. Faktisk havde marketingsafdelingen ønsket en kombination af et bogstav og bare ét ciffer, men da man ville indregistrere det nye navn, stod det hurtigt klart, at benævnelsen S4 allerede var benyttet af AUDI. Derfor blev det i stedet til S40 og V40, med S for Saloon (Sedan) og V for Versality (Alsidig), mens 40 om fra, at den nye modelrække var en logisk fortsættelse af 400-serien.    

 

 

En multiinternational bil.
Straks i begyndelsen af 1990´erne var den europæiske bilindustri stærkt truet af krisen, og Volvo overvejede at gruppere produktionsenhederne. Den hollandske fabrik i Born, som Volvo havde overtaget fra DAF, var i fare for at blive nedlagt. For at undgå afskedigelser besluttede regeringen i Holland at skyde kapital i foretagendet. Fabrikationerne af Volvo modellerne 440, 460 og 480 kunne derfor fortsætte i Born, men det var nødvendigt at finde løsninger for at øge effektiviteten og produktiviteten. Et joint venture blev etableret mellem den hollandske regering, Volvo og det japanske bilmærke Mitsubishi, som ledte efter et sted at starte en produktion i Europa. Denne aftale indebar, at afløseren til serie 400 skulle fortsætte med at blive fremstillet i Holland, og at den skulle udvikles i samarbejde mellem de to bilfabrikanter. Resultatet var, at sedanen Mitsubishi Carisma blev skabt parallelt med Volvo S40 og V40 ved benyttelse af det samme chassis. Ved lanceringen blev Volvo V40 tilbudt med en bred vifte af 4-cylindrede benzin- og diesel motorer fra 1.6 liter til 2.0 liter med turbolader. Disse mange valgmuligheder forøgede udbuddet kraftigt i forhold til den gamle modelrække og tillod Volvo at henvende sig til et bredt publikum. De kunder, der havde været glade for den 5-dørs Volvo 440, havde ingen problemer med at vænne sig til den nye stationcar V40. Selv om det stadig var en kompakt bil, havde den mere plads og flere anvendelsesmuligheder, hvilket blev antydet af den engelske betegnelse Versality.

En dybtgående revision.
Fem år efter lanceringen solgte V40 stadig godt, men det var dog på tide at “støve den af”. Volvo præsenterede derfor en grundig revideret version, selvom basisformen forblev den samme. tekniske aspekter som motoren, hjulophænget styretøjet og den globale sikkerhed blev opgraderet. På det æstetiske område blev forlygterne, kofangerne, kølergitteret og visse detaljer i interiøret modificeret, hvilket moderniserede bilen væsentligt. I 2005, efter 577.701 producerede eksemplarer, blev V40 erstattet af den helt nye V50. Samlet stod duoen S40/V40 for mere end en million enheder.